Det amerikanske børspoliti, Securities and Exchange Commission (SEC), har torsdag valgt at anlægge en sag om bedrageri mod Tesla-direktøren Elon Musk, skriver nyhedsbureauet Reuters og erhvervsmediet CNBC.

Børspolitiet beskylder den 47-årige millirdær og iværksætter for at fremsætte »falske og misvisende udsagn,« fremgår det af retsdokumenterne.

Det sker, efter Tesla-topchefen i august skrev i et opslag på Twitter, at han overvejede at afnotere Tesla fra børsen ved selv at købe aktierne til en højere pris end den pris, de blev handlet til på børsen.

Af dokumenterne fra SEC fremgår det, at Elon Musk »vidste eller uforsvarligt ikke vidste«, at han vildledte investorerene i sit tweet 7. august. Han havde end ikke drøftet eller bekræftet aftalevilkårene bag finansieringen, lyder det i anklagen.

I opføglende opdateringer på det sociale medie skrev Elon Musk, at han havde sikret sig opbakning fra investorer, og at en særlig fond ville blive oprettet til investorer, der stadig ville være med.

Han oplyste blandt andet, at han havde talt med Saudi-Arabiens statslige investeringsfond om finansieringen, ligesom han bagefter gav udtryk fior, at han følte sig misforstået.

Sagen skal afgøres af en domstol på Manhattan i New York City. Hvis Elon Musk kendes skyldig, risikerer han både en bøde eg en bandlysning fra at deltage i ledelsen af børsnoterede selskaber.

Det er i øvrigt langt fra første gang, Elon Musk bliver genstand for søgsmål. Flere investorerer har tidligere lagt sag an mod ham og Tesla med baggrund i hans Twitter-opdateringer.

Tidligere på måneden vakte Elon Musk opsigt ved at ryge en joint under optagelserne til den kendte amerikanske podcast 'The Joe Rogan Experience'. Elon Musk var inviteret til podcasten for at tale om og diskutere sine projekter, men det endte altså med, at han tog et hiv af jointen, der indeholdt en blanding af marihuana og tobak.

Noget, Musk ifølge eget udsagn »måske« havde prøvet før.

Torsdag faldt Tesla-aktien med omkring 10 procent efter nyheden kom frem.

Elon Musk er angiveligt god for omkirng 147 milliarder danske kroner.