Det tog kun fem minutter, før katastrofen var en kendsgerning.

Til manden bag superyachten Bayesians store forundring – for ifølge ham burde det, der skete, være komplet umuligt.

»Som producent af Perini (sejlskibe, red.) ved jeg udmærket, hvordan bådene altid er blevet designet og bygget,« siger Giovanni Costantino, som er administrerende direktør for The Italian Sea Group, der står bag firmaet, der byggede Bayesian, til Sky News.

Ifølge Giovanni Costantino er yachter som Bayesian ikke alene »kendt for at være de sikreste nogensinde«.

Han hævder, at Bayesian struktur og køl gør luksusyachten »usænkelig«.

Tidlig mandag morgen fik en storm det alligevel til at ske – med hjerteskærende konsekvenser.

Både øjenvidner og overlevende fra Bayesian har fortalt, at superyachten efter at være havnet i et voldsomt og uforudset uvejr kæntrede på blot fem minutter.

Der var 22 ombord, og 15 af dem blev hurtigt reddet.

De sidste syv – herunder techmilliardæren Mike Lynch, hans hustru og hans 18-årige datter – kunne redningsmandskabet imidlertid ikke finde.

Her ses dykkere fra det italienske brandvæsen, mens de gør sig klar til at dykke ned til Bayesians vrag, som ligger på 49 meters dybde.
Her ses dykkere fra det italienske brandvæsen, mens de gør sig klar til at dykke ned til Bayesians vrag, som ligger på 49 meters dybde. Vigili Del Fuoco Handout/EPA/Ritzau Scanpix

Siden er seks af dem fundet døde, mens en person fortsat savnes.

Redningsmandskabet oplyste allerede onsdag, at der nu ikke længere ledes efter overlevende, men efter lig, så chancerne for at finde den sidste savnede i live er desværre meget, meget små. 

Ikke mindst fordi den savnede ligesom de seks omkomne menes at have sovet i sin kahyt, da Bayesian sank.

Endnu vides det ikke, hvad der præcist ramte området nær kystbyen Porticello ved Palermo tidlig mandag morgen.

Ifølge den italienske meteorolog Luca Mercalli, kan der være tale om en skypumpe med vindstød på op mod 200 km/t.

Her ses stormen ramme en restaurant på Siciliens fastland:

Giovanni Costantino fra The Italian Sea Group kunne ikke tro, hvad han hørte, da nyheden om Bayesians forlis ramte medierne mandag morgen.

»Denne hændelse lyder uforståelig,« siger han og tilføjer, at forliset efterlod ham i en tilstand af »sorg« og »vantro«.

Giovanni Costantino insisterer på, at yachtens design er fejlfrit.

Efterforskerne er i fuld gang med at afhøre de overlevende fra skibsforliset for at kunne fastslå årsagen til, at Bayesian sank.

Blandt andet arbejdes der på at undersøge, hvilken rolle superyachtens design, stabilitet, funktionalitet og vejrforholdene kan have spillet.

Midt i tragedien er der dog også plads til en tiltrængt solstrålehistorie. Britiske Charlotte Golunski slap nemlig fra forliset med livet i behold, og på nærmest mirakuløs vis reddede hun også sin etårige datter Sofias liv.

Det kan du læse meget mere om HER.