To personer har mistet livet torsdag, foruden en gerningsmand, der påkørte en menneskemængde og senere trak en kniv i Manchester.

Det har fået formand for Europa-Kommissionen, Ursula von der Leyen, til tasterne på det sociale medie X.

'Mine tanker går til ofrene, deres familier og Storbritanniens jødiske samfund efter det voldelige angreb på en synagoge i Manchester,' indleder hun opslaget og tilføjer:

'Mens jeg var i København, udtrykte jeg min medfølelse til premierminister Keir Starmer.'

Videre skriver hun, at hændelsen bliver 'endnu mere forfærdelig', fordi det i dag er Yom Kippur – den helligste dag i den jødiske kalender.

'Vi skal fortsætte med at bekæmpe antisemitisme i alle dens former,' afslutter hun opslaget.

Identiteten på den afdøde gerningsmand er endnu ukendt.

BBC har tidligere skrevet, at en 'kontrolleret' eksplosion har fundet sted på gerningsstedet for synagogeangrebet i Manchester.

Mediet melder om en 'høj eksplosion'.

Billeder viser, at en bombeenhed har arbejdet på stedet, siden en mistænkt gerningsmand først påkørte en gruppe mennesker og siden angreb dem med kniv ved en synagoge uden for Manchester.

To personer meldes dræbte foruden gerningsmanden, der blev skudt af politiet ved en konfrontation.

En video på sociale medier viser, at politiet forsøgte at få folk væk fra gerningsmanden, som man mistænkte for at have en bombe på sig.

BBC har bekræftet et billede af gerningsmanden, hvor han tilsyneladende har noget, der minder om en selvmordsvest på.

Ursula von der Leyen er i København i forbindelse med et EU-topmøde, der lige nu finder sted i Bella Center. Det kan du læse mere om HER.

Den britiske premierminister Keir Starmer er hastet hjem til England fra EU-topmødet i København, mens sikkerheden omkring britiske synagoger er forhøjet som konsekvens af angrebet.