BBC skriver, at en 'kontrolleret' eksplosion har fundet sted på gerningsstedet for synagoge-angrebet i Manchester. 

Mediet melder om en 'høj eksplosion'. 

Billeder viser, at en bombeenhed har arbejdet på stedet, siden en mistænkt gerningsmand først påkørte en gruppe mennesker og siden angreb dem med kniv ved en synagoge uden for Manchester. 

To personer meldes dræbte foruden gerningsmanden, der blev skudt af politiet ved en konfrontation. 

En video på sociale medier viser, at politiet forsøgte at få folk væk fra gerningsmanden, som man mistænkte for at have en bombe på sig. 

BBC har bekræftet et billede af gerningsmanden, hvor han tilsyneladende har noget, der minder om en selvmordsvest på. 

Derfor har politiet arbejdet på stedet lige siden, men der er ingen officiel bekræftelse eller melding fra politiets side endnu. 

Den britiske premierminister Keir Starmer er hastet hjem til England fra EU-topmødet i København, mens sikkerheden omkring britiske synagoger er forhøjet som konsekvens af angrebet.