Uret tikker for de franske myndigheder.
I skrivende stund afhører de to mand på livet løs, der mistænkes for at stå bag det nærmest film-agtige røveri, der fandt sted på Louvre 19. oktober.
Her stod fire mand bag kuppet, som de slap fra med smykker, der er mere end 650 millioner kroner værd.
Men i første ombæring har myndighederne 'kun' til onsdag aften, da varetægtsfængslingen ikke kan vare mere end 96 timer.
De to mistænkte blev pågrebet lørdag aften omkring klokken 20. Den ene – en fransk-algier – blev anholdt i Paris-Charles de Gaulle lufthavn, hvor han skulle til at boarde et fly til Algeriet klokken 20.40.
Den anden, en franskmand, blev stoppet i Aubervilliers, hvor de to mænd i 30erne er fra. Han planlagde at flygte til Mali i de kommende dage.
Indtil videre har de nægtet at udtale sig, men politiet går efter at knække det svageste led, der muligvis kan afgive oplysninger, som kan bruges til at presse de andre.
Men efterforskningen går langtfra som smurt. Anklagemyndigheden har nemlig løftet pegefingeren og advarer om, at mediernes dækning af sagen kan påvirke efterforskningen.
»Det kan skade undersøgelserne foretaget af de cirka 100 efterforskere, der er på sagen, i håbet om at finde både de stjålne smykke og samtlige gerningsmænd,« skriver Franceinfo.
Samme medie citerer den selvstændige graverjournalist Frederic Ploquin for, at gerningsmændene var »semi-professionelle,« da de gik i panik på vej ud af Louvre.
»Der er en form for hastværk, da de kommer ned til fortovet igen. Man kan mærke, at de var stressede, de stryger for hurtigt ned ad stigerne, taber smykkerne og så videre,« siger han.
57 aktører fra museumsverdenen har bidraget til en underskriftindsamling, der skal støtte Louvre efter kuppet.

