Vi ved ikke meget om den person, der satte sin liftvogn til salg på den franske hjemmeside Leboncoin, der svarer til Den Blå Avis i Frankrig.
Hvad vi dog ved, er, at det skulle lede til et af historiens mest opsigtsvækkende kup.
Ni dage efter blev liftvognen brugt til at bryde ind på verdens største museum, Louvre i Paris, og brugt til at stjæle otte nærmest uvurderlige smykker ved højlys dag. Et indbrud så utroligt og uhørt, at det er gået verden rundt.
Men det hele startede ifølge Franceinfo i byen Louvres – i øvrigt et helt vanvittigt sammentræf – 10. oktober.
Her skulle liftvognens sælger aflevere den til en køber, men dagen udviklede sig til et mareridt. To maskerede mænd dukkede op og stjal køretøjet i landsbyen nord for Paris.
Om mændene er blandt de fire, der begik indbruddet på museet, vides ikke med sikkerhed.
Men lørdag blev to mistænkte pågrebet. Den ene i lufthavnen Paris-Charles de Gaulle, da han var på vej til at boarde et fly til Algeriet. Den anden i byen Aubervilliers. Han havde angiveligt planer om at flygte til Mali.
Det tog gerningsmændene få minutter at få fingrene i tyvekoster for 88 millioner euros – svarende til svimlende 657 millioner kroner.
Blandt de forsvundne smykker er øreringe og en halskæde, der tilhørte Napoleon 1.s anden hustru, Marie Louise. Sættet indeholder 38 smaragder og 1146 diamanter af guld og sølv.
Der blev også stjålet et diadem, der er prydet med næsten 2.000 diamanter og et smykke, en såkaldt tiara, der har otte safirer og 631 diamanter. Det var ejet af den franske kejserinde Eugénie.

De fire gerningsmænd ankom til Quai François Mitterrand, ud for Louvre, klokken 9.30. To af dem på store scootere af modellen Yamaha T-Max og to i liftvognen.
Fire minutter senere hejste to af dem sig op til en balkon på første sal. Den ene havde iført sig en skriggul sikkerhedsvest, så de lignede håndværkere.
Klokken 9.35 gik de i gang med at forcere vinduet ved hjælp af vinkelslibere og begav sig hen mod to vitriner i Gallerie d'Apollon, hvor smykkerne var opbevaret. Se, hvordan rummet ser ud, her.
Et minut senere forsøgte to sikkerhedsfolk at gribe ind. Men de bakkede ud af frygt for, at gerningsmændene var bevæbnet.

Alarmsystemet gik i gang klokken 9.37 og gav direkte signal til Frankrigs Indenrigsministerium, der ligger et par kilometer væk. Minuttet efter flygtede gerningsmændene igen, da de blev hejst ned i liften og flygtede langs Seinen på scooterne.
På vej ud tabte de endda en krone, der også tilhørte kejserinde Eugénie og blandt andet tæller 1354 diamanter. Det var smykke nummer ni, og det blev beskadiget undervejs.
Til dags dato er der fortsat intet spor af de forsvundne stykker. Men gerningsmændene efterlod sig nogle spor, der førte til de to anholdelser lørdag aften.
De mistænkte blev fundet ved hjælp af cirka 150 dna- og fingeraftryk, der blev fundet på stedet. Sådan skriver Franceinfo.

På stedet fandt myndighederne en motorcykelhjelm, vinkelsliberne, en gul vest, en walkie-talkie, en handske, en blæselampe og en dunk benzin, der muligvis skulle bruges til at sætte ild til liften.
Ifølge Le Parisien har hår fra hjelmen og vesten hjulpet med at finde de mistænkte gerningsmænd.
Der blev også brugt videoovervågning i efterforskningen, og de to mistænkte er i 30erne og kommer fra Aubervilliers nord for Paris.
De to – der indtil nægter indtil videre at udtale sig – er i forvejen kendt af myndighederne for at have begået en række tyverier, og indtil videre nægter de at udtale sig.

»Der er en form for hastværk, da de kommer ned til fortovet igen. Man kan mærke, at de var stressede, de stryger for hurtigt ned ad stigerne, taber smykkerne og så videre,« lyder det fra graverjournalisten Frédéric Ploquin – også til Franceinfo.
Det voldsomme kup lukkede Louvre ned i tre dage. Mange turister måtte gå derfor forgæves til det verdenskendte museum, der nu har fået et nyt vartegn.
Balkonen og det smadrede vindue, hvor tyvene brød ind, nu også blevet til en turistattraktion. Siden da har Louvre i al hemmelighed sendt en del af sin smykkesamling i en bankboks under den franske centralbank i Paris.
Her ligger de side om side med 90 procent af Frankrigs guldreserve og Leonardo Da Vincis notesbøger, der har en anslået værdi på … knap 4,5 milliarder kroner.

