B.T. i London: 21-årige Jack Boyd kan slet ikke stå stille, når han sætter ord på sin foragt for den britiske premierminister, Boris Johnson.

»En mand, der er så privilegeret, at det bogstaveligt talt skinner ud af røven på ham. De unge er bare så trætte af det,« siger Jack Boyd, der arbejder i en studenterforening.

Op til torsdagens valg har millioner af unge briter registreret sig til at stemme, især på grund af opfordringer fra kendte på sociale medier.

Og ligesom Jack Boyd støtter langt størstedelen af vælgerne mellem 18 og 35 år de partier, der er imod brexit.

21-årige Jack Boyd mener, at hans generation har gennemskuet Boris Johnsons »nonsens«.
21-årige Jack Boyd mener, at hans generation har gennemskuet Boris Johnsons »nonsens«.
Vis mere

Det er bare en ud af flere faktorer, der ifølge professor James Ker-Lindsay gør dagens valg umuligt at forudse. En anden faktor er datoen for valget. Ikke siden 1923 har der været et julevalg.

»Vi stemmer normalt ikke i december, fordi vi ved, at vejret kan påvirke, hvor mange der går ud og stemmer. Særligt de ældre er mere tilbøjelige til at blive hjemme,« forklarer James Ker-Lindsay fra London School of Economics and Political Science.

Boris Johnson og hans konservative parti har længe haft en stabil føring i meningsmålingerne, men i valgkampens slutspurt er hans forspring begyndt at krakelere.

De seneste dage har især to uheldige tv-optrædener latterliggjort den britiske leder.

I et interview nægtede han i lang tid at se på et billede af en lille dreng, der på grund af mangel på senge måtte ligge på et hospitalsgulv i byen Leeds.

Videoklippet gik viralt, og oppositionspartiet Labour var hurtigt klar til at udnytte situationen.

»Han er bare ligeglad,« sagde Labour-lederen, Jeremy Corbyn, om Johnson.

Episoden passede perfekt ind i Labours valgkamp, der netop forsøger at gøre nedskæringer i det offentlige sundhedsvæsen til det største tema.

Interviewet med Boris Johnson blev lavet af tv-stationen ITV, der også onsdag morgen havde held til at forstyrre Johnsons ellers totalt kontrollerede og tilrettelagte valgkampagne med korte, klare budskaber.

Boris Johnson var tidligt om morgenen på besøg hos et mejeri, hvor han bar mælkekasser med sit slogan 'Get Brexit done' ud i en varevogn. Metaforen var klar: Johnson kan levere et brexit.

(Artiklen fortsætter efter videoen)

Men pressestrategien blev forstyrret, da en reporter fra ITV spurgte, om han var klar til et live-interview i stationens morgenprogram.

I studiet sad morgenværterne og fulgte den udsendte reporters stædige forsøg. Men Johnson var tydeligvis ikke interesseret og gik tilbage ind i et kølerum.

»Han er gået ind i et køleskab!« lød det lystigt fra værterne.

Boris Johnson fortsatte ufortrødent sin valgkamp og lovede i sine taler vælgerne 'en gylden fremtid'. Hvis det går, som meningsmålingerne spår – et lille flertal til Konservative – vil Johnson trække Storbritannien ud af EU senest 31. januar.

Boris Johnson ville onsdag morgen levere mælk med sit slogan 'Get Brexit done', men blev beskyldt for at gemme sig i et kølerum af frygt for at svare på spørgsmål.
Boris Johnson ville onsdag morgen levere mælk med sit slogan 'Get Brexit done', men blev beskyldt for at gemme sig i et kølerum af frygt for at svare på spørgsmål. Foto: POOL
Vis mere

Men meningsmålinger har tidligere været misvisende ved britiske valg, og ifølge professor James Ker-Lindsay skal der ikke meget til, før Konservative går glip af et flertal.

»Så kommer vi til at se et lammet parlament, hvor ingen af partierne har flertal,« forklarer han.

21-årige Jack Boyd vil torsdag gøre sin lille del for at forhindre et flertal til Konservative.

Han mener, at ideen om Brexit – ideen, om at Storbritannien kan opnå fordums storhedstid ved at melde sig ud af EU – er en fantasi, som højrefløjen solgte til de ældre generationer.

»Vi unge er den bedst uddannede generation nogensinde. Så selvfølgelig har vi evnerne til at regne ud, at det her er rent nonsens.«