Piers Morgan og Susanna Reid kunne ikke tro deres egne øjne.

De sad midt i deres morgenprogram på Good Morning Britain på ITV onsdag morgen. Deres reporter var dukket uanmeldt op for at interviewe den britiske premierminister, Boris Johnson.

Den ganske energiske reporter på stedet var på besøg i det konservative Pudsey i Yorkshire, hvor Boris Johnson skulle på besøg hos firmaet Modern Milkman.

Reporteren råber efter Boris Johnson:

»God morgen, premierminister, vil du ikke på Good Morning Britain, premierminister?«

Og så sker det, der får morgenværterne til at reagere.

En af Boris Johnsons assistenter vender sig mod reporteren og kameraet og siger: 'Oh for fuck's sake' - løst oversat til dansk 'årh for helvede'.

Det hele udspillede sig som nævnt direkte på tv, og en hurtig producent sørger for, at de to værter, Piers Morgan og Susanna Reid dukker op i den ene side af skærmen.

Morgenværterne på Good Morning Britain kunne ikke forstå, hvad de så, da en af deres reportere på live tv forsøgte at få et interview med Boris Johnson.
Morgenværterne på Good Morning Britain kunne ikke forstå, hvad de så, da en af deres reportere på live tv forsøgte at få et interview med Boris Johnson. Foto: ITV
Vis mere

Susanna Reid tager sig til hovedet med begge hænder, mens Piers Morgan helt tydeligt er overrasket.

Begge udstøder de et 'uuuuuuuhhhhh'.

Men den noget specielle seance stopper ikke her.

Den ihærdige ITV-reporter er nemlig ikke færdig med at forsøge at få fat i Boris Johnson, der forsvandt om bag en bil, som det første optrin udspillede sig.

Jonathan Swain, som ITV-journalisten hedder, forsøger igen at råbe Boris Johnson op, da han sammen med kameraet får manøvreret sig selv hen mod premierministeren igen.

Her bliver reporteren med egne ord 'skubbet og trukket' i af Boris Johnsons assistenter. Det får ham dog ikke til at vige, og han forsøger igen at få Boris Johnson til at lave et interview med de ventende værter i studiet.

»Jeg har en øresnegl klar til dig,« siger Jonathan Swain og forsøger nok engang at få Boris Johnson i tale.

Johnson svarer kort: »Jeg er der lige om lidt«. Hvorefter han forsvinder ind i et stort køleskab fyldt med mælk.

Sådan så det ud, da Boris Johnson dukkede op fra køleskabet efter sin forsvinden.
Sådan så det ud, da Boris Johnson dukkede op fra køleskabet efter sin forsvinden. Foto: POOL
Vis mere

Scenerne har vakt opsigt i Storbritannien, hvor en stribe af de store medier har samlet historien op. Her udlægger flere medier - inklusiv The Guardian og Mirror - det som om, Boris Johnson forsøgte at skjule sig fra pressen.

Også Good Morning Britain-værten Piers Morgan fulgte op på seancen.

Det skete på Twitter, hvor Morgan kaldte Boris Johnsons handling for 'kujonagtig'.

Hos en række af de britiske medier kædes Boris Johnsons handling mere eller mindre sammen med, at de seneste meningsmålinger inden torsdagens valg er for nedadgående for de Konservative og premierministeren.

Ganske vidst har de fortsat et solidt forspring, men det er faldet markant gennem de seneste uger.

Ikke mindst sagen om den fire-årige Jack, der måttet ligge på gulvet i et sygehus i Leeds i fire timer med akut lungebetændelse, har givet Johnson og co. problemer.

Modstanderen i Labour og Jeremy Corbyn, har længe set det britiske sundhedsvæsen som deres største mærkesag, og har fået en smule vind i sejlene med sagen om Jack.

Således står Konservative ifølge en måling onsdag nu 'kun' til at få 339 mandater. Det kræver 320 for at få flertal.