Hvis du er fra udlandet og bliver taget uden en ansigtsmaske og penge på lommen i Bali, er straffen klar: Du bliver bedt om at tage armbøjninger.

Den ret så usædvanlige straf finder sted på den indonesiske ferieø, hvor politiet ikke accepterer nogen slinger i valsen.

I løbet af de seneste dage er videoer begyndt af cirkulere på de sociale medier. De viser turister iført T-shirts i gang med at lave armbøjninger, mens maskerede politifolk står ved siden af dem. Det skriver Channel News Asia.

Bali gjorde brugen af ansigtsmasker i det offentlige obligatorisk sidste år, da Indonesien bekæmpede infektionen med covid-19.

I de seneste par uger er flere og flere turister blevet nuppet uden ansigtsmasker. Det siger sikkerhedsofficer Gusti Agung Ketut Suryanegara.

Flere end 70 mennesker har betalt en bøde på 100.000 rupiah – svarende til knap 44 danske kroner – men omkring 30 sagde, at de ikke havde nogen kontanter.

Det gjorde ikke noget, lød beskeden fra betjentene. I stedet skal du lave armbøjninger.

Dem, som ikke havde nogen maske på sig, blev nødt til at lave 50 styk. De, som havde ansigtsmasken forkert på, blev nødt til at tage 15.

»Til at begynde med påstod de, at de ikke var klar over, at de skulle bære en ansigtsmaske,« fortalte Suryanegara til nyhedsbureauet AFP. »Så sagde de, at de havde glemt masken, eller at den var våd eller blevet ødelagt.«

Nogle indonesere har også prøvet den nye straf.

Øen, som er hårdt ramt af pandemien, er fortsat lukket land for udenlandske turister. Men mange langtidsturister bor stadig på øen, og udlændinge fra andre steder i Indonesien kan stadig komme til Bali.