De står i lange køer og venter på mad.
Men i stedet for en tallerken får de hjemløse i Moskva et fast greb i nakken og en tur til fronten.
Sådanne scener har den senere tid udspillet sig flere steder i Moskva.
Flere uafhængige russiske medier kan fortælle, at myndighederne opsøger centre for hjemløse og vanskeligt stillede borgere og hverver dem til krigen i Ukraine.
Det skriver den norske avis Dagbladet, som blandt andet citerer aviserne Mediazona og Moscow Times.
»De ser køer af folk, som venter på mad, griber ind og tager folk i nakken og fører dem bort mod deres vilje,« siger en kilde fra den velgørende organisation Food Not Bombs til Mediazona.
Organisationen melder også om situationer, hvor der ankommer busser til madkøerne.
Nogle siger, at myndighederne bruger magt for at få de hjemløse om bord på busserne. Andre melder, at de bliver presset »moralsk«.

»De tog folks pas, læssede dem i varevogne og tog dem med til militærregistrerings- og indskrivningskontoret,« fortæller en anonym kilde til Food Not Bombs.
Grundlæggeren af organisationen House of Friends i Moskva, som arbejder for at forbedre levevilkårene for sårbare grupper i det russiske samfund, har et andet syn på hvervningerne.
»Jeg har hørt om hjemløse, som selv har underskrevet kontrakter for at gøre tjeneste, og jeg ser ikke noget problem med det. Selvom man er hjemløs, har staten ret til at indkalde dig, hvis du har den rette alder,« siger Lana Zhurkina til Mediazona.
I en tale til nationen midt i september beordrede præsident Putin en delvis mobilisering af reserverne.
Siden har det vist sig lidt vanskeligt at mønstre de 300.000 ekstra mand til krigen i Ukraine.
Tusindvis af russiske mænd i den værnepligtige alder er flygtet ud af landet for at undgå militærtjeneste.
Og der er også eksempler på gamle, syge og endda døde personer, som er blevet indkaldt.