Thomas Oppermann var få øjeblikke fra at gå på direkte tv, da han faldt om i studiet hos det tyske tv-selskab ZDF.

Og selv om den tyske toppolitiker hurtigt blev kørt til hospitalet, døde han ikke længe efter. Han blev 66 år.

Det tragiske drama udspillede sig ifølge ZDF søndag i forbindelse med optagelserne til programmet 'Berlin direkt'.

Her befandt SPD-politikeren Thomas Oppermann sig på Max-Planck-Institut i byen Göttingen, hvorfra han skulle interviewes om corona i den tyske Bundestag (parlamentet) – her havde den erfarne politiker siden 2017 bestridt posten som vicepræsident.

Mens optagelserne til det direkte program var i fuld gang i Berlin, 'kollapsede Thomas Oppermann pludselig' i Göttingen. Skriver ZDF.

»ZDF-kollegaerne på stedet ringede omgående til alarmcentralen,« lyder det.

Thomas Oppermann døde dog søndag aften på hospitalet. Der er endnu ingen informationer om dødsårsagen.

»Hele teamet bag 'Berlin direkt' er forfærdede og dybt berørte,« siger ZDF-chefen Theo Koll, der tilføjer, at man før udsendelsen havde set en 'professionel og afslappet Thomas Opperman', da de gennemgik interviewet via tv-forbindelsen mellem Göttingen og Berlin.

Thomas Oppermann nåede aldrig at optræde i ZDF-programmet søndag aften.
Thomas Oppermann nåede aldrig at optræde i ZDF-programmet søndag aften. Foto: AXEL SCHMIDT
Vis mere

Dødsfaldet har også medført et væld af reaktioner fra tyske politikere.

'Det er et stort chok for os alle. Vi er dybt rystede og føler med hans efterladte,' skriver SPD-leder Norbert Walter-Bojans på Twitter.

Den tyske arbejdsminister, Hubertus Heil, skriver samme sted: 'Beskeden om min kollega og gode ven Thomas Oppermans pludselige død fylder mig med stor sorg. Thomas har med sin lidenskab og begavelse tjent både vores land og Socialdemokratiet flot.'

Thomas Oppermann efterlader sig en kæreste og deres fælles datter og tre børn fra et tidligere ægteskab.