Brobygningen for landets skoleelever aflyses i efteråret. Aflysning træder i kraft torsdag.

Det sker samtidig med, at kravene om mundbind eller visir indføres på uddannelsesinstitutioner for at stoppe spredning af corona.

Det oplyser Børne- og Undervisningsministeriet til Ritzau.

'Mange spørger til brobygning. Detaljerne vedrørende aflysning af brobygning er under hastig udarbejdelse og offentliggøres, så snart de er på plads,' skriver børne- og undervisningsministeriet Pernille Rosenkrantz-Theil (S) på Twitter.

'Vi forventer, at aflysning af brobygning træder i kraft på torsdag – på samme tidspunkt som reglerne vedrørende mundbind for sektoren. Opdatering følger,' tilføjer hun.

Ministeriet oplyser dog, at aflysningen finder sted torsdag. Meldingen kommer, efter at SF har udtalt, at brobygningen bør aflyses.

Brobygning er obligatorisk for alle elever i 9. og 10. klasse. Her tager eleverne på rundtur på landets uddannelsesinstitutioner for at opleve miljøet.

I foråret blev brobygningen udskudt på grund af coronasituationen i Danmark. Og det giver god mening at droppe brobygningen i den nuværende situation. Det sagde SF's gruppeformand samt børne- og undervisningsordfører, Jacob Mark, tidligere mandag morgen.

»Lige om lidt – begyndende med i dag – er der tusindvis af børn, der går i skole, og som skal på brobygning ude på ungdomsuddannelserne.«

»Det er lige præcis det, som vi har fået at vide, ikke må ske. Altså, at man mødes med for mange nye mennesker og kan bringe smitten med videre,« sagde Jacob Mark.

Det giver heller ikke mening for eleverne at komme på brobygning nu, mener SF'eren.

»De bliver placeret i et klasselokale og kan ikke rigtig komme ud af det i den periode, de er der,« sagde Jacob Mark.

Venstres børne- og undervisningsordfører, Ellen Trane Nørby, der ligeledes er tidligere minister på området, forstår ikke, hvorfor aflysningen først finder sted fra på torsdag og ikke allerede i dag, mandag.

Det skriver hun på Twitter med henvisning til, at mange elever efter planen allerede skal på brobygning fra mandag.

Jacob Mark er enig med sin kollega fra Venstre. Efter meldingen fra ministeren skriver han på Twitter:

'Så kom aflysningen af brobygningen – fornuftigt og godt, at regeringen nu melder ud. Men først fra på torsdag. Man bør aflyse allerede fra i morgen. Skolerne kan sagtens håndtere en aflysning.

/ritzau/