En time før Madeleine McCann forsvandt fra ferielejligheden på den portugisiske Algarvekyst, stod Christian B. uden for hotellet Ocean Club og talte i telefon.
Den 43-årige tyske mand er politiets hovedmistænkte i den efterhånden sagnomspundne forsvindingssag, og nu er hans 30 minutter lange samtale et af de vigtigste beviser mod ham.
Året var 2007. Det var 3. maj om aftenen, og inde på resortet lå den treårige Madeleine og sov sammen med sine to mindre søskende, mens deres forældre sad på en nærliggende restaurant med deres venner.
Da Gerry McCann rutinemæssigt ville kigge til børnene, var Maddie væk, og en af verdenshistoriens største eftersøgninger efter et barn gik i gang.

I de 13 år, der er gået, har teorierne om Maddies skæbne været mange, men det endelige gennembrud har ladet vente på sig.
Men for få uger siden skete der noget. Her afslørede tysk politi, at de tilsyneladende har beviser for, at den lille pige er død, og at det er en af pædofil forbryder fra Tyskland, der er gerningsmanden.
Den mistænkte Christian B. sidder allerede nu fængslet i en anden sag, og selv nægter han ethvert kendskab til Madeleine McCann.
I månederne op til hendes forsvinden levede han et omflakkende liv på den portugisiske Algarvekyst og ernærede sig blandt andet ved småkriminalitet.

Han har siden fået flere domme for sædelighedsforbrydelser, flere af dem mod helt unge piger.
Tysk politi mener, at Christian B. stod uden for resortet og talte i telefon mellem klokken 19.32 og 20.02 den skæbnesvangre aften. Cirka en time efter forsvandt Madeleine McCann fra lejligheden i Praia da Luz. Teorien går på, at han har haft en medsammensvoren inde på hotellet, som har hjulpet ham med at få adgang til lejligheden.
»Vi ved, at vores mistænkte 3. maj 2007 brugte en telefon, som blev opfanget af en mast på The Ocean Club i Praia da Luz,« fortalte anklager Hans Wolters i tv-programmet '60 Minutes Australia'.
Da tv-værten Liz Hayes pressede på for at få ham til at bekræfte, at Christian B. var på stedet på det tidspunkt, forbrydelsen blev begået, svarede han:

»Ja, det mener vi.«
Tysk politi vil dog ikke ud med, hvilke beviser de har for, at Madeleine McCann er død.
»Vi har stærke beviser for, at Madeleine McCann er død, og at det er vores mistænkte, der slog hende ihjel,« sagde Hans Christian Wolters i programmet.
»Vi har ikke liget eller dele af liget, men vi har stærke nok beviser til at fastslå, at vores mistænkte slog Madeleine McCann ihjel.«

På Christian B.s bopæl fandt politiet mere end 8.000 filer med videoer, der menes at bevise den tyske pædofiles forbrydelser.
Da spørgsmålet lyder, om der blandt materialet er optagelser af Madeleine McCann, afslår anklageren at svare.
»Jeg er ikke i stand til at sige, om der er billeder, eller om der ikke er billeder af Madeleine.«
Christian B. er i øjeblikket mistænkt, men selv om både hans navn og billede lige nu over hele verden bliver kædet sammen med kidnapningen af den lille pige, er der endnu ikke rejst tiltale mod ham.
Han er allerede sat i forbindelse med mindst to andre seksuelle forbrydelser på Algarvekysten, og han er blevet dømt for en grov voldtægt af en 72-årig kvinde i samme område omkring 18 måneder før, Madeleine forsvandt.