Borgmesteren i den tyske by Mainz lader sig ikke rive med.

»Det kan godt være, at julen er over os, men for byen Mainz er det ikke den rette tid til at lave lange ønskesedler,« siger Michael Ebling.

Der er nu ellers god grund til at drømme stort blandt indbyggere og byrådspolitikere, der har været vidner til lidt af et økonomisk eventyr i det sidste år. Her er en stor gæld på ti milliarder kroner på vej til at blive fuldstændig udslettet på rekordtid. Det skriver Guardian.

Alt sammen takket været det, der er sket i den store hvide bygning på den faktisk ret sigende adresse An der Goldgrube 12 (på dansk: Ved guldminen 12).

For her ligger hovedkontoret for medicinalvirksomheden BioNTech – og ja, det er her, at en af de mest udbredte vacciner mod covid-19 er blevet udviklet, hvilket altså ikke bare har kreeret enorme indtægter for biotechselskabet, men også for hjembyen i form af skatteindtægter.

Fra januar til september i år havde BioNTech et overskud før skat på næsten 80 milliarder kroner, og heraf er omkring en tredjedel blevet betalt i skat for firmaet, der har flere adresser i Tyskland.

Tilsyneladende er en stor portion af pengene endt i Mainz' pengekiste, for i 2021 har byen registeret et overskud på otte milliarder kroner – i stedet for det forventede underskud på 2-300 millioner kroner – mens man samtidig forventer et overskud på yderligere 3,5 milliarder kroner næste år.

Og så vil den tyske by med 217.000 indbyggere altså være gældfri takket være de mange mennesker verden over, ikke mindst i Danmark, der har fået et stik i overarmen.

I stedet for at skrive lange ønskelister til forkælelse af byens borgere vil borgmester Michael Ebling nu sætte flere projekter i søen. Han vil skabe et forskningsmiljø for biotech nær BionTechs hovedkvarter, og så vil han sænke selskabsskatten og gøre den til det laveste i Tyskland for byer med mere end 50.000 indbyggere.

I den forbindelse skulle der også gerne skabes 5.000 nye job.