Donald og Melania Trumps søn har været testet positiv for coronavius.

Det skriver USA's førstedame på Det Hvide Hus' hjemmeside.

14-årige Barron Trump blev bekræftet smittet med coronavirus kort efter – dog ikke samtidig med – at hans forældre fik påvist smitte.

Hans første test var nemlig negativ. Anderledes så det til gengæld ud, da teenageren tog testen anden gang.

»Min frygt blev til virkelighed, da han blev testet igen, og testen viste sig at være positiv. Heldigvis er han en stærk teenager og udviste ikke nogen symptomer,« skriver Melania Trump i pressemeddelelsen og tilføjer:

»På en måde var jeg glad for, at vi alle tre gik gennem dette på samme tid, så vi kunne passe på hinanden og tilbringe tid sammen.«

USA's førstedame skriver desuden, at Barron Trump siden er testet negativ.

Det samme er hun selv og den amerikanske præsident, Donald Trump.

Barron, Melania og Donald Trump har alle været smittet med coronavirus.
Barron, Melania og Donald Trump har alle været smittet med coronavirus. ERIK S. LESSER

Mens Barron og Melania Trump begge tilsyneladende har haft forholdsvist milde sygdomsforløb uden symptomer, har det set markant anderledes ud for den amerikanske præsident.

Donald Trump bekræftede 2. oktober, at han var smittet med coronavirus.

I starten havde han blot milde symptomer, men siden udviklede han både hoste og feber, som førte til indlæggelse på Walter Reed National Military Medical Center.

Her var han indlagt i godt 72 timer, før han igen blev udskrevet. Kort efter udskrivelsen var han ude at sige, at han havde det bedre, end han havde haft i lang tid.