Tirsdag aften står hun dér, ved siden af Donald Trump, for første gang i over et år: Melania Trump.

Her vil den amerikanske førstedame deltage i et valgmøde – et såkaldt rally – i præsidentvalgets slutspurt. Det sker i byen Erie i Pennsylvania.

Det fremgår af kalenderen for Det Hvide Hus, og ifølge amerikanske medier som NBC og CNN var Melania Trumps seneste tur ud i USA for at møde de republikanske vælgere, da hendes mand i juni sidste år officielt lancerede sit præsidentkandidatur ved et rally i Orlando. Det er 16 måneder siden.

Ifølge CNN forventes det ikke, at hun vil holde tale tirsdag aften.

Melania Trump var senest med til et rally i juni sidste år. Billedet er herfra.
Melania Trump var senest med til et rally i juni sidste år. Billedet er herfra. Foto: MANDEL NGAN
Vis mere

Hendes talsmand, Stephanie Grisham, fortæller til samme medie, at Melania Trump ikke har været en del af den omrejsende valgturne i år på grund af coronarestriktionerne. Men som CNN videre skriver: 'Imidlertid har præsidenten, vicepræsidenten og andre medlemmer af Trump-familien været med til kampagnerne.'

Det drejer sig eksempelvis om Trump-sønnerne Eric og Donald jr. samt datteren Ivanka.

Melania Trump har i det hele taget kun få gange været en del af sin mands valgkamp i år:

  • Hun holdt tale ved det republikanske konvent i august, som blev holdt i Rosenhaven ved Det Hvide Hus.
  • Og hun var med som tilskuere til den første tv-debat med den demokratiske modstander Joe Biden i Cleveland i september.

Præsidentparret blev begge smittet med covid-19 i begyndelsen af oktober, og det satte i en periode tydelige begrænsninger for rejseaktiviteterne. Donald Trump har dog i de seneste dage rejst USA tyndt for at møde vælgerne.

Det skal dog nævnes, at Melania Trump heller ikke var en fast del af Donald Trumps valgkampagne i 2016, hvor årsagen dengang blev udlagt til, at hun skulle passe parrets dengang kun 10-årige søn, Barron, i New York. Hun var dog med ved flere lejligheder.

Det fremgår (endnu) ikke af Det Hvide Hus' kalender, hvorvidt Melania Trump vil dukke op ved yderligere rallies i de sidste dage af den intense præsidentvalgkamp.

Valget finder sted 3. november, om præcist to uger.