»Kellyanne. Er det dig?«
Sådan spurgte flere seere sig selv, da de for nylig så Kellyanne Conway i et tv-interview.
Præsidentens rådgiver var nemlig næsten ikke til at kende.
Conway er vant til at vække opsigt og skabe overskrifter, når hun er på skærmen.
Normalt er det dog de ting, der kommer ud af munden på hende, der får tilhørerne til at reagere.
For eksempel vil Donald Trumps højre hånd sikkert gå over i historiebøgerne som hende, der forsøgte at forklare, at Det Hvide Hus havde fremlagt såkaldte 'alternative fakta', da den nytiltrådte præsident blev ved med at hævde, at der var flere deltagere til hans indsættelsesceremoni end til præsident Obamas.
I denne uge var det derimod hendes udseende, der fik Twitter-folket til at fare til tasterne.
Her bemærkede flere, at stjernerådgiveren tilsyneladende havde været gennem noget af en makeover.
Den altid velklædte og smarte Conway virkede denne gang noget mere stylet - ja, flere fremhævede, at hun slet ikke var til at kende, skriver blandt andre New York Post.
'Hvad i alverden er der sket med Kellyanne Conway?' spurgte radioværten Stephanie Miller som en af de første på det sociale medie.
Andre spekulerede på, om Conway har fået laser eller på anden vis har været gennem en kosmetisk behandling eller fået ny frisør.
Atter andre påpegede, at der kunne være tale om et filter, som videotjenesten Zoom tilbyder.
Selv har Conway ikke kommenteret reaktionerne.