De har været gift i 18 år og har fire børn sammen. Alligevel fremstår Kellyanne Conway og hendes mand, George Conway, som både et bizart og lidt umage par.
Ikke så meget fordi hun er en slank, smuk og lyshåret kvinde, og han en lille rund fyr med et lidt nørdet udseende.
Mere fordi, de kæmper på hver sin side i forhold til præsident Trumps politiske liv:
Én af Donald Trumps vigtigste rådgivere deler nemlig bord og seng med én af hans værste kritikere.

52-årige Kellyanne Conway har - som en af de eneste - stået last og brast med præsidenten, siden begyndelsen af valgkampen i 2015.
Hun stod i spidsen for hans kampagne og var en ikke uvæsentlig årsag til, at det mod alle odds lykkedes Trump at erobre Det Hvide Hus for næsen af Hillary Clinton.
Hendes fire år ældre ægtemand er derimod blevet Trumps onde ånd, og han er de seneste måneder trådt mere og mere i karakter som en af præsidentens hårdeste kritikere.
Hans spiddende tweets rammer præsidenten lige præcis dér, hvor det gør allermest ondt på ham, nemlig på forfængeligheden.

For Trump er Kellyanne uvurderlig, men han har ikke lagt skjul på, at han betragter sin betroede medarbejders ægtefælle som 'en stendød taber og en ægtemand fra helvede' ifølge Business Insider.
Så selv om de har medlemskabet til det republikanske parti til fælles - og Trump en kort overgang overvejede at give George Conway en vigtig post i sin administration - så går hr og fru Conway billedligt talt hvert til sit - når de går på arbejde.
Bortset fra, når de skal til fest: Så tropper det mærkværdige ægtepar nemlig gerne op side om side i lang kjole og smoking.
I denne uge skabte rådgiverens mand igen vrede i Det Ovale Værelse, da han efter NATO-topmødet i London gjorde grin med Trump på Twitter.
'Jeg kan ikke huske den sidste gang, hvor nogen – og da slet ikke en amerikansk præsident – blev grinet væk fra et kontinent,' skrev han på det sociale medie onsdag.
Han henviste til klippet, der dukke op på både sociale og etablerede medier, hvor den canadiske premierminister Justin Trudeau, den britiske Boris Johnson og den franske præsident Emmanuel Macron stod til en reception på Buckingham Palace og morede sig over Trump.
Tweetet spredte sig med lynets hast og fik hurtigt mere en 121.000 likes og blev retweetet over 21.000 gange.
Det blev den berømte dråbe, der fyldte bærgeret, og Trumps nuværende kampagnechef Brad Parscale fløj til tasterne:
'Jeg kan huske hvor irrelevant, du var, da jeg mødte dig. Hvor er du kommet langt med had! Du vil snart være irrelevant igen, og jeg kan ikke vente!'
'Jeg kan huske, da du sad ved Kellyanne Conways bord og søgte efter opmærksomhed som en lille fortabt hundehvalp. Jeg siger det bare, jeg troede, at du var hendes privatsekretær...'
Hvordan stemningen er, når døren bliver lukket til Conway-parrets fashionable bolig i ambassadekvarteret i Washington, er det kun de to, der ved.
Sikkert er det dog, at Kellyanne Conway flere gange offentligt har takket sin mand for, at hun som fire-barns mor har kunnet gøre karriere. Han er en trofast støtte for sin kone og har taget sig af hus og børn, mens hun har arbejdet for præsidenten.