Donald Trump kæmpede med næb og klør for at holde fast i magten i Washington.

Nu afslører han i et interview med Fox News, at han på ingen måde har opgivet tanken om Det Hvide Hus.

Han er nemlig mere populær hos amerikanerne end nogensinde før, siger han, og derfor overvejer han også lige nu sin fremtid.

Hans planer for de kommende år kan meget vel komme til at indeholde endnu en kampagne for at genindtage Det Hvide Hus.

Det fortalte han i et interview med Sean Hannity på Fox News mandag aften.

»Jeg overvejer det meget, meget seriøst. Set ud fra et juridisk synspunkt, så vil jeg ikke tale om det endnu. Det er lidt for tidligt,« lød det fra Trump.

Han forklarede også, at Joe Bidens politik på blandt andet immigrationsområdet, våbenlovgivningen og skatterne, har fået hans egen popularitet til at stige.

»Der er mere popularitet nu, end der var dagen før valget, fordi folk se, hvordan det ser ud ved grænserne. De ser, at deres våben forsvinder, deres skatter stiger, regulativerne går gennem taget, og job vil forsvinde.«

Trump understregede dog også, at det endnu er for tidligt for ham at erklære sit kandidatur.

Da Sean Hannity ville vide, hvor store odds der er for, at vil stille op igen i 2024, svarede han:

»Jeg fik et enormt antal stemmer. Ingen har nogensinde fået så stort et antal, som jeg gjorde. Ingen siddende præsident kommer i nærheden (af mine stemmetal, red.), sagde Trump og gentog dermed indirekte sine påstande om valgsvindel ved efterårets præsidentvalg.

Påstanden, som det trods flere omtællinger, undersøgelser og retssager endnu ikke er lykkedes Trump og hans støtter at fremlægge dokumentation for.

(Arkivfoto)
(Arkivfoto) Foto: OCTAVIO JONES
Vis mere

Selvom han medgiver, at det i begyndelsen var svært for ham – ja, han går så langt som at sige »traumatisk« – at forlade sit »fantastiske liv, sin store virksomhed og sin store forretning, og alt jeg fik, var, at folk var efter mig,« så vil han gerne gøre det igen.

»Det er ondskabsfuldt, det er forfærdeligt, men ved du hvad: Jeg elskede det, for jeg hjalp folk. Og jeg hjalp dem mere end nogen anden præsident.«

Efter han og hans hustru forlod Washington, har de boet i parrets private resident i Mar-a-Largo i Florida.

Han klarede frisag i rigsretssagen efter stormen på Kongressen i januar, men kan se frem til en række civile søgsmål i den kommende tid. Blandt andet om hans økonomiske og skattemæssige forhold.