Det er omkring tre måneder siden, at Donald Trump forlod Det Hvide Hus. Og der er sket en del siden da.

For det første er den tidligere præsident rykket til sit landsted Mar-a-Lago i solskinsstaten Florida, efter han måtte erkende sit valgnederlag og flytte fra præsidenthyblen i Washington, D.C.

Men det er ikke kun en ny adresse, Trump har fået på det seneste. Han har formentlig også fået nye, smallere bukser.

Der har tidligere været fokus på Donald Trumps vægt, og i begyndelsen af 2020 offentliggjorde Det Hvide Hus et sundhedscertifikat, der viste, at den 192 centimeter høje daværende præsident vejede 110 kilo.

Dette betød, at han havde en BMI på 29,8, hvilket betegnes som overvægtig.

Ifølge en af ​​Trumps rådgivere vil det ikke længere være tilfældet. Hvorfor kommer vi tilbage til.

Flytningen fra Washington, D.C. til Florida har nemlig, i »bedste Trump-stil«, ikke været uden kontroverser.

Ifølge Dagbladet ønskede naboerne til landstedet bestemt ikke, at den 74-årige ekspræsident skulle bo der.

Trumps velhavende naboer og lokale politikere i Palm Beach mener nemlig, at han bryder en aftale, som han indgik med byen tilbage i 1993. De mener simpelthen ikke, at Donald Trump har ret til at bo på det luksuriøse resort.

Beboerne er ifølge Washington Post også trætte af det enorme postyr, der opstår, når Donald Trump opholder sig på Mar-a-Lago, der ligger tæt på en bro til fastlandet. Her har han været mindst 30 gange i sin præsidentperiode, spredt ud over mindst 130 dage, og hver gang bliver området hærget af spærrede eller blokerede veje til stor gene for trafikken.

Men heldigt for Trump blev han ikke smidt på porten igen.

For efter en lang og bitter kamp mellem ham og naboerne besluttede byrådet i Palm Beach at lade Trump blive på sin 69 hektar store ejendom fra 1920erne, til trods for at naboerne altså ville have ham smidt ud.

Mar-a-Lago ligger idyllisk på Palm Beach.
Mar-a-Lago ligger idyllisk på Palm Beach. Foto: JOE RAEDLE
Vis mere

Og noget tyder på, at kampen om bopælsretten var en hård omgang for Trump.

Han har i hvert fald smidt syv kilo, siden han forlod Det Hvide Hus, og er derfor næsten nede på de 100 kilo. Det fortæller en af ekspræsidentens rådgivere til Dagbladet.

Han mener, at det skyldes golfspilleriet, mens en anden rådgiver fortæller til Washington Post, at Trump spiste mange M&M's på Air Force One, da han var præsident, hvilket jo er fortid nu.