»Undersøgelsen er en fortsættelse af den største, politiske heksejagt i vores lands historie.«

Donald Trump er rasende over højesterets beslutning mandag, der ikke ligefrem gik Trumps vej.

Her besluttede højesteretten endegyldigt, at en anklager skal have lov til at granske alle Trumps skattepapirer.

Og det er den domsafsigelse, som Trump nu reagerer på ifølge Forbes-journalisten Andrew Solender, som har delt udtalelsen på Twitter.

I udtalelsen mener Trump blandt andet, at sagen er opsat af Demokraterne, og at heksejagten, som han kalder det, aldrig burde finde sted.

»Det er aldrig sket mod en tidligere præsident. Det er helt og holdent inspireret af Demokraterne, i Demokraternes styre New York. Fuldstændig kontrolleret og domineret af en mand, som ofte omtales som min fjende, guvernør Andrew Cuomo,« skriver Trump.

Ifølge The New York Times knytter dokumenterne, som anklagerne skal granske, sig til skatte- og forsikringssvindel gennem flere år.

Blandt andet om manglende indkomstskat og udnyttelse af skattefradrag. Selv kalder Trump beskyldningerne for 'fake news'.

Ikke desto mindre har Trump igennem længere tid forsøgt at holde sine skattepapirer for sig selv. En føderal ankedomstol gav sidste år grønt lys til, at anklagemyndigheden i New York kunne få adgang til selvangivelserne.

Trumps advokat ankede herefter sagen på stedet, hvorfor sagen har trukket ud.

Nu er anken afvist.

Trods afvisningen forsikrer Donald Trump, at han vil kæmpe videre, og at han vil vinde i sidste ende.