Den politiske operatør Roger Stone dømt skyldig i syv kriminelle forhold som Trumps håndlanger.

Præsident Donald Trumps rådgiver Roger Stone er fredag fundet skyldig i alle syv anklagepunkter, herunder at lyve over for Kongressen, obstruktion og intimidering af vidner.

Anklagemyndigheden hævdede under retssagen, at han løj over for Kongressen om Trump-kampagnens kontakter med WikiLeaks om materiale, der skulle belaste den daværende demokratiske præsidentkandidat Hillary Clinton.

Det rapporter amerikanske medier.

Stone, der arbejdede tæt sammen med Trump under valgkampen i 2016, risikerer en fængselsdom. Han ventes at appellerede fredagens afgørelse.

Domstolen vil 6. februar udmåle straffen.

Den 67-årige Stone er en excentrisk og mangeårig politisk operatør i Det Republikanske Parti.

Han er den sjette person knyttet til Trump og hans kampagne, der siden 2017 er fundet skyldig eller har erklæret sig skyldig i anklager om kriminelle forhold.

Efter et nævningeting fredag fandt Stone skyldig, udsendte Trump et tweet. Her klager han over, at Stone er blevet offer for dobbeltmoral.

Han skriver på Twitter, at Hillary Clinton og andre har løjet før ham.

- Så nu dømmer de Roger Stone for at lyve og ønsker at sende ham i fængsel i de næste mange år. Det er en dobbeltmoral, vi aldrig har set før i vores lands historie, mener præsidenten.

Domsafsigelsen fredag mod Stone kommer, mens Kongressen er ved at tage skridt til en rigsretssag mod Trump.

/ritzau/dpa