Den amerikanske præsident, Donald Trump, lægger måske vejen forbi Danmark under en rejse til Europa i begyndelsen af september.

Det fortalte han de fremmødte journalister i Det Hvide Hus tirsdag.

Det skriver Reuters.

Helt sikkert ligger det, at Trump den 1. september er blevet inviteret til at besøge Polen, når landet afholder en række arrangementer i forbindelse med 80-årsdagen for nazisternes invasion af landet under Anden Verdenskrig.

»Jeg ser frem til det. Jeg kan godt lide folket,« sagde Trump tirsdag om sit besøg i Polen.

Han forklarede videre, at han har et godt forhold til landet, som han også tidligere har besøgt.

Det var derefter, at han ifølge Reuters tilføjede, at han måske også ville besøge Danmark.

Det vil i så fald være hans første besøg i landet som USA's præsident.

'Han er naturligvis altid velkommen'

Til nyhedsbureauet Ritzau oplyser Statsministeriet, at det ikke kan bekræfte noget i forhold til Donald Trumps udmelding.

Ministeriet vil ikke bekræfte, om der er et arbejde i gang med at få præsidenten til Danmark.

'Der er på nuværende tidspunkt ikke noget bekræftet besøg af den amerikanske præsident i Danmark,' lyder det i et skriftligt svar fra Statsministeriet, som fortsætter:

'Men det siger sig selv, at præsidenten af en meget tæt og nær allieret af Danmark naturligvis altid er velkommen.'

Trumps tre forgængere – Bill Clinton, George W. Bush og Barack Obama – lagde alle vejen forbi Danmark under deres tid som præsidenter.