»Vi er på ingen måder utilfredse med, hvordan det er gået i dag. Han kommer til at få en interessant torsdag.«

Sådan lød det selvsikkert tirsdag eftermiddag fra stjernerapperen A$AP Rockys advokat, efter første runde af den stort anlagte retssag i Stockholm om et slagsmål på åben gade var afsluttet efter en længere høring af sagens 19-årige modpart.

Omkring fyrre journalister samt nysgerrige tilskuere var mødt op foran retten i den svenske hovedstad for at følge retssagen, der har trukket internationale overskrifter på grund af den amerikanske præsident Donald Trumps indblanding.

Søndag den 30. juni efter at den 30-årige rapper A$AP Rocky havde spillet på Tinderbox festivalen i Odense kom han i Stockholm udenfor burgerkæden MAX op at slås med en 19-årig afghansk flygtning.

To dage senere blev A$AP Rocky og hans folk anholdt efter en koncert, og i denne uge er retssagen så i gang.

»Det er et mareridt,« lød det fra A$AP Rockys mor Renee Black, der var en af tilhørende i retten tirsdag.

I forbindelse med retssagen har hun ikke lagt skjul på, at hun mener, det svenske retssystem har behandlet hendes søn forkert, og at det er et spørgsmål om racisme.

Det amerikanske medie TMZ har skrevet historier om, at de svenske myndigheder gav A$AP Rocky uspiselig mad, samt at hans seng var en tynd måtte uden et tæppe at tage over sig.

USA’s præsident Donald Trump har blandet sig flere gange på Twitter og opfordret Sveriges statsminister Stefan Löfven til at løslade A$AP Rocky.

»Vi gør så meget for Sverige, men det ser ikke ud til at gå den anden vej. Sverige burde fokusere på de virkelige kriminelle problemer,« har Donald Trump blandt andet tordnet ud på det sociale medie.

Svenskerne holder dog fast, og da første del af retssagen imod A$AP Rocky tirsdag fandt sted, begyndte det med en gennemgang af blodige billeder, der viste skader på den 19-årige.

A$AP Rocky erkender, at han har slået og sparket den unge mand, men holder fast i, at det skete i selvforsvar.

Konflikten opstod ifølge anklageren, da A$AP Rocky og hans hold tog den 19-åriges høretelefoner fra ham og kastede dem op på en markise.

Da den 19-årige blev afhørt fortalte han, at han i første omgang havde henvendt sig til rapperne, fordi han ikke kunne finde sin ven og spurgte, om de havde set ham.

Herefter fortalte han, hvordan gruppen blev aggressive, begyndte at skubbe og på et tidspunkt fik han en flaske slået i baghovedet.

»Jeg var i chok. Det føltes som om, de ville slå mig ihjel,« fortalte han.

På førstedagen var det kun den 19-årige, der blev hørt. Når retssagen fortsætter torsdag, er det A$AP Rockys tur til at afgive forklaring.

Ifølge den svenske avis Expressen havde Donald Trump placeret en gidselekspert i retssalen til at holde øje med slagets gang.

Det er endnu usikkert, hvilken straf A$AP Rocky risikere at stå til – svenske medier beretter om mulig to år i svensk fængsel med mulighed for en overførsel til USA.

Det er ikke første gang, at A$AP Rocky er på kant med loven.

I 2004 sad han to uger i fængsel for at sælge stoffer, i 2012 var han involveret i to slagsmål ligesom der har været voldsepisoder i 2013, 2016 og tilbage i januar.