Indrømmet, det er lidt tidligt allerede at tale om, hvem der vinder det amerikanske præsidentvalg i 2020.

Men hvis man tror på, at et valg vindes mellem valgene, er en ny statistik ganske spændende læsning.

Tallene fra Bully Pulpit Interactive viser, at Donald Trump i perioden fra 30. december sidste år til 10. marts har brugt svimlende 4,5 millioner dollars - 30 millioner kroner - på annoncering på Facebook og Google.

Det overrasker ikke Benjamin Rud Elberth, der er selvstændig kommunikationsrådgiver og har specialiseret sig i digitale kampagner.

»Donald Trump har opdaget som den første, at normale medier er ligegyldige, hvis bare man har sine egne medier. Så kan man køre sin kampagne under radaren, og det gjorde Donald Trump ved sidste valg,« siger han.

Takket være Facebooks algoritmer fanger Trump en masse amerikanere, der får hans budskaber råt for usødet - uden den kritiske tilgang, han mødes med i traditionelle medier.

Til sammenligning har Elizabeth Warren, der er en de mange bejlere til posten som Demokraternes præsidentkandidat, blot brugt 595.000 dollars - cirka 3,9 millioner kroner. Og til sammen har hun og de øvrige demokratiske kandidater slet ikke brugt nær så mange midler på digitale kampagner som Trump.

Det skyldes delvist, at Demokraterne ikke har valgt partiets præsidentkandidat, men der er også en anden forklaring på forskellen, siger Benjamin Rud Elberth.

Senator Elizabeth Warren, der er en af bejlerne til at blive Demokraternes præsidentkandidat, ligger nummer to på listen over det digitale kampagneforbrug.
Senator Elizabeth Warren, der er en af bejlerne til at blive Demokraternes præsidentkandidat, ligger nummer to på listen over det digitale kampagneforbrug. Foto: PETER FOLEY/EPA/RITZAU SCANPIX
Vis mere

»Hvis man har en kandidat, der fremstilles positivt i medierne og klarer sig fint, har man ikke på samme måde brug for at lægge et digitalt tryk. Demokraterne vil bruge Facebook til forstærke deres gode omtale.«

Benjamin Rud Elberth er ikke i tvivl om, at et stort digitalt kampagnebudget kan gøre en helt afgørende forskel for Donald Trump ved præsidentvalget om to år.

»For en kandidat, der har det svært i de etablerede medier, der fremstiller ham som uvalgbar, kan det afgøre det hele. Han er verdensmester i det her, og det har han været lige siden han blev præsidentkandidat,« siger Benjamin Rud Elberth.

Amerikanerne skal til stemmeurnerne 3. november 2020.