Det var egentlig et ganske simpelt regnestykke.

Og Donald Trump udvalgte angiveligt selv modellen, der blev brugt. Nærmest i sidste øjeblik.

Sådan lyder det ifølge The Washington Post om baggrunden for de omfattende toldsatser, som den amerikanske præsident forleden trak ned over hovedet på resten af verden.

Kilder i Det Hvide Hus fortæller således, hvordan Donald Trump i virkeligheden endte med at gå ud fra nogle ganske enkle tal: USAs handelsunderskud med det enkelte land og den totale værdi af USAs eksport.

For at præsentere sit regnestykke havde Donald Trump medbragt en stor planche, som han viste frem.
For at præsentere sit regnestykke havde Donald Trump medbragt en stor planche, som han viste frem. Carlos Barria/Reuters/Ritzau Scanpix

»Der blev udviklet adskillige andre og mere sofistikerede modeller end den, som Trump valgte,« som det lyder om de simple tal, der blev lagt frem.

Og det regnestykke, som præsidentens finger endte med at pege på – og som efterfølgende har vakt opsigt og også er blevet gjort til grin – svarer i høj grad til det, som professor i nationaløkonomi Christian Bjørnskov over for B.T. kaldte »mærkværdigt«.

»Han får 00 i karakter. Som økonom er det her en dumpekarakter, fordi det, han gør, er helt og komplet meningsløst,« lød det.

Men den vurdering og alle andres meninger er Donald Trump angiveligt flintrende ligeglad med, lyder det hos The Washington Post.

»Han peaker lige nu i forhold til at være flintrende ligeglad,« siger en anonym embedsmand i Det Hvide Hus:

»Dårlige nyheder? Han giver ikke 'en fuck'. Han gør, som han vil. Han vil bare opfylde, hvad han lovede under valgkampen.«

Ifølge The Washington Post blev beslutningen om regnemodellen taget kl. 13 onsdag, hvilket var bare tre timer, inden Donald Trump stillede sig op og præsenterede den såkaldte gengældelsestold på et pressemøde.

»Mange muligheder blev præsenteret for ham. Jeg tror, at han bare behøvede lidt tid til at gå allesammen igennem og vælge den, han kunne lide,« siger en kilde i Det Hvide Hus til mediet:

»Det gode var, at de allesammen havde dele, der nemt kunne skiftes ud med hinanden, så det handlede bare om, at han skulle vælge, hvad han kunne lide.«

Mediet skriver, at det ikke vides, hvem der egentlig foreslog lige præcis den model, der blev valgt – men at den minder om noget, som den nære rådgiver Peter Navarro allerede fremlagde i Donald Trumps første præsidentperiode.

Peter Navarro var også blandt de få personer, der var til stede, da præsidenten i onsdags tog sin beslutning på det, han selv har kaldt »befrielsesdagen«.

Det samme var blandt andre vicepræsident J.D. Vance, finansminister Scott Bessent og handelsminister Howard Lutnick.

Natten til lørdag er den varslede amerikanske basistold på 10 procent på udenlandske varer trådt i kraft. De endnu højere toldsatser på eksempelvis 20 procent over for varer fra EU vil gælde fra 9. april.

Følg med i, hvad der sker på den storpolitiske scene og i forhold til Donald Trumps toldsatser i B.T.s liveblog HER.