Med den største overbevisning slog USAs præsident, Donald Trump, onsdag aften fast, at USA er nådige, når de kun indfører halvdelen af EUs toldopkrævning.
For ifølge præsidenten opkræver EU hele 39 procent i told for USA. Men lige netop dén udregning burde sende Donald Trump tilbage på skolebænken.
Sådan lyder den hårde dom fra Christian Bjørnskov, der er professor i nationaløkonomi på Aarhus Universitet.
»Tallet er jo overhovedet ikke retvisende. Det ser helt mærkværdigt ud,« siger professoren, der understreger, at han er 'rystet', og uddyber:
»Mit bedste bud er, at Trump har taget USAs underskud på handlen med EU og delt med, hvor meget EU eksporterer til USA. Det er et komplet meningsløst tal.«
Ifølge professoren ligger EUs toldsats mod USA langt, langt lavere end det, præsidenten fremlægger onsdag.
EUs toldsats ligger på knap ni procent for hele verden, og ifølge professoren vil det tal sandsynligvis være en del lavere for USA.
»Det understreger jo bare igen, at de tal, som Trump præsenterer, er grebet ud af luften,« siger Christian Bjørnskov.
Hvis det var en matematikeksamen, måtte Donald Trump derfor være nødt til at gå om, hvis man spørger professoren.
»Han får 00 i karakter. Som økonom er det her en dumpekarakter, fordi det, han gør, er helt og komplet meningsløst,« lyder den hårde dom fra Christian Bjørnskov.
Christian Bjørnskov påpeger, at toldkrigen er meningsløs for USA at starte, da det i sidste ende er de amerikanske forbrugere, der står med regningen.
»Det er åndssvagt, fordi amerikanerne selv kommer til at betale den. Det er også tåbeligt, fordi det kommer til at ramme amerikanske virksomheder på mange fronter, og amerikansk erhvervsliv kommer til at blive mindre produktivt af det her,« siger han.
Donald Trumps nye toldsatser træder i kraft den 9. april, og selvom EUs Ursula von der Leyen har stadfæstet, at EU kommer til at svare igen, er unionen åben overfor forhandlinger.
I B.T.s liveblog følger vi udviklingen i toldkrigen mellem USA og resten af verden tæt. Læs med HER.
