Tidens mest omtalte mordsag i USA er endt som et mareridt for præsident Donald Trump, der ellers havde udset tragedien til at sætte trumf på sin kampagne mod illegale indvandrere fra Mexico.

Den 20-årige psykologistuderende Mollie Tibbetts fra Iowa forsvandt 18. juli om aftenen under en løbetur og blev fundet død i en kornmark i tirsdags.

Den 24-årige mexikanske arbejdsmand Cristhian Bahena Rivera har erkendt drabet og ledte politiet til liget. Han er fængslet mod en kaution på hele fem millioner dollar.

Det har hurtigt vist sig, at Rivera har uorden i sine immigrationspapirer, og det har Trump-regeringen ikke været sen til at udnytte politisk. Først inviterede vicepresident Mike Pence Mollie Tibbetts' familie til en samtale i Air Force Two.

Cristhian Rivera, 24, har erkendt, at Mollie Tibbetts afviste hans tilnærmelser, da han opsøgte hende, mens hun var ude at løbe på den skæbnesvangre aften. Det fik ham til at gå i sort, har han fortalt politiet, som han senere har hjulpet med at finde kvindens lig på en mark. (Scanpix)
Cristhian Rivera, 24, har erkendt, at Mollie Tibbetts afviste hans tilnærmelser, da han opsøgte hende, mens hun var ude at løbe på den skæbnesvangre aften. Det fik ham til at gå i sort, har han fortalt politiet, som han senere har hjulpet med at finde kvindens lig på en mark. (Scanpix) Foto: POOL
Vis mere

Og siden har præsident Donald Trump medvirket i en video, hvor han bruger sagen til at synliggøre, at 'vi har utrolig meget kriminalitet, der forsøger at krydse grænsen', og at der er brug for flere penge til at bygge en mur på grænsen til Mexico.

Men sagen har nu udviklet sig grimt for Trump, efter kvindens familie har valgt at frabede sig deres støtte på en meget offentlig måde.

I et Facebook-opslag, som er delt mere end 80.000 gange, bruger Mollies kusine Sandi Tibbetts meget klar retorik i opgøret med Trump-administrationen.

'Især jer, som ikke kendte hende i livet, I får ikke lov til at tilrane jer Mollie og hendes eftermæle til jeres racistiske og falske historie, nu hvor hun ikke længere er iblandt os. Vi tager hermed Mollie tilbage,' skriver Sandi Tibetts blandt andet.

En anden af Mollies kusiner, Sam Lucas, har vakt stor opmærksomhed med sin ydmygelse af den konservative og Trump-venlige politiske kommentator Candace Owens, som sidste tirsdag tweetede:

'Venstreorienterede boykottede, skreg og græd, da illegale immigranter blev midlertidigt adskilt fra deres forældre. Hvad vil de gøre for Mollie Tibbetts?'

Svaret fra Sam Lucas har fået over 400.000 likes på Twitter:

'Hej, jeg er et medlem af Mollies familie, og vi er ikke så fucking smalsporede, at vi generaliserer en hel befolkning baseret på nogle slemme individer. Stop så med at være en fucking slange og at udnytte min kusines død som politisk propaganda. Fjern hendes navn fra din mund,'

Søndag blev ydmygelsen af Trump komplet, da Mollie Tibbetts' far benyttede hendes begravelse i hjembyen Brooklyn, Iowa, til at takke det latinamerikanske mindretal for deres rolle i eftersøgningen af hans datter.

»De latinamerikanske indbyggere er Iowa-indbyggere. De har de samme værdier som andre Iowa-indbyggere. Efter min mening er de Iowa-indbyggere, men med bedre mad,« sagde Rob Tibbetts til de fremmødte, som talte over 1.000 borgere og en stor del af den amerikanske presse.

Mollie Tibbetts er blevet et mareridt for Donald Trump i stedet for den fjer i hatten, han havde håbet på. (Scanpix)
Mollie Tibbetts er blevet et mareridt for Donald Trump i stedet for den fjer i hatten, han havde håbet på. (Scanpix) Foto: HANDOUT
Vis mere