Inden for de seneste to uger har USA's 73-årige præsident hygget sig i selskab med mindst fem personer, der i dag enten er bekræftet eller er under mistanke for at være smittet med den potentielt dødelige coronavirus.
7. marts blev der således inviteret på kram og håndtryk på præsidentens private hotel-feriested Mar a Lago i det sydlige Florida.
Med til festen var bl.a. den brasilianske præsident Jair Bolsonaro og dennes pressesekretær, Fabio Wajngarten, der siden har fået konstrateret coronavirus og nu er isoleret på et hospital i Brasilien.
»Ifølge øjenvidner fik Fabio Wajngarten både et kram og adskillige håndtryk af Donald Trump. Pressesekretæren overrakte således Trump en kasket med påskriften 'Make Brazil Great Again' - inspireret af Trumps egen 'Make America Great Again'-kasketter. Stemningen var høj, og det samme var samtalerne, der foregik med ansigterne helt tæt på hinanden. Der var således stor risiko for smitte,« skriver New York Times.


Og i samme tidsperiode har Donald Trump omgivet sig med adskillige andre personer, der nu er i fare for at være smittet - for måske flere uger siden.
Således fløj det unge republikanske kongresmedlem Matt Gaetz fra Florida sammen med præsidenten så sent som i mandags. På turen fra Washington D.C. til Florida havde præsidenten og Matt Gaetz ifølge CNN et timelangt møde under fire øjne. Og i dag sidder Gaetz i selvvalgt isolation, efter han fandt ud af, at også han (sidst i februar) havde været i selskab med flere coronavirus-patienter.
Ifølge Washington Post er præsidenten endnu ikke selv blevet testet for den potentielt livsfarlige virus. Og ifølge bladet Vanity Fair har Donald Trump udtrykt frygt for, at nogle journalister med vilje skulle lade sig selv smitte for derefter smitte præsidenten.
Men ifølge New York Times behøver disse 'fjentlige journalister' ikke anstrenge sig. Donald Trump har nemlig allerede - helt frivilligt - været udsat for mulig smitte.


Udover de førnævnte Matt Gaetz og Fabio Wajngarten udvekslede Trump således i fredags også et langt og fast håndtryk med kongresmedlem Doug Collins, der ligesom Gaets nu sidder isoleret og venter på sine testresultater.
Donald Trumps nye stabschef Mark Meadows afslørede også, at han er selv-isoleret på grund af mulig coronavirus.
Under weekendens festligheder i Florida var æresgæsten den brasilanske præsident Jair Bolsonaro, som Trump har kaldt 'en af mine bedste venner'. Og ifølge brasliansk presse går der nu rygter om, at også Jair Bolsonaros kunne være smittet.
Ligesom sin chef har vicepræsident Mike Pence endnu heller ikke ladet sig teste. Og ved en pressekonferrence tirsdag fastholdt Pence, at både han og Præsident Trump fortsat vil hilse ved at give hånd. Onsdag valgte Trump dog flere gange at erstatte håndtrykket med foldede hænder og et buk.