Der var langt mellem mundbindene blandt tilhørerne, og da talen faldt på coronavaccinen, blev der buhet.

Normalt bliver Donald Trump mødt med klapsalver og jubelbrøl, når han taler til sine egne tilhængere ved rallys rundt omkring i USA.

Forleden blev der dog kvitteret med utilfredshed og buhen, da ekspræsidenten under et arrangement i Dallas afslørede, at han havde fået et tredje boosterstik mod coronavirus.

Det skriver flere medier. Blandt andre CNN og CNBC.

»Åh, lad vær'. Lad vær'. Lad vær',« sagde Trump, mens han viftede afværgende med hånden mod dele af publikum, da utilfredsheden begyndte at brede sig.

»Det er bare en lille gruppe dernede,« tilføjede han.

Vælgermødet i Dallas var del af en turné, hvor Trump rejser rundt i landet med den kontroversielle tidligere vært på Fox News, Bill O’Reilly under titlen »History Tour«.

Ifølge de amerikanske medier har arrangørerne haft svært ved at sælge billetter til møderne, og i nogle tilfælde har man været nødsaget til at flytte tilhørerne på de billigste pladser bagest længere frem, så der ikke blev for tomt i salen.

Det er dog ikke første gang, den tidligere præsident bliver buhet ud af sine egne, når talen falder på vaccinen mod coronavirus.

I sommer var modstanden blandt publikum markant, da han under et vælgermøde i Alabama opfordrede sine tilhængere til at tage imod stikket.

»Det er okay. I har jeres frihed, men jeg har taget vaccinen. Hvis den ikke virker, bliver I de første, der får det at vide. Men den virker.«

»Men jeg anbefaler at tage vaccinerne. Jeg gjorde det, det er godt, bliv vaccineret.«

USA er hårdt ramt af pandemien, og de coronarelaterede dødstal har netop slået endnu en dyster rekord.

Mere end 800.000 amerikanere er indtil videre døde af coronarelaterede sygdomme.

Den seneste vaccinekommentar fra den tidligere præsident kommer netop som nye tal har vist, at en stor procentdel af republikanerne nægter at lade sig vaccinere, og selv højtprofilerede politikere modsætter sig både krav om mundbind og vacciner.

Blandt andet har forhenværende vicepræsidentkandidat og Alaskaguvernør Sarah Palin tordnet mod vacciner. Senest, da hun deltog i et studentershow i Phoenix.

»Det bliver over mit lig, at jeg kommer til at tage vaccinen. Jeg gør det ikke, og de skal heller ikke røre mine børn.«