Den jyske by Løvel, som ligger nær Viborg, minder på flere måder om en krigszone i disse dage.
Her er både Beredskabsstyrelsen og Fødevarestyrelsen nemlig stærkt til stede, da de i øjeblikket arbejder på at bekæmpe et større udbrud af fugleinfluenza.
Det skriver Viborg Stifts Folkeblad.
Helt konkret drejer det sig om 4.000 fasaner samt 1.500 ænder, der skal aflives.
De har nemlig været tilknyttet Ole Jensen Vorres vildfuglefarm, hvor der er opstået smitte blandt dyrene.
Langs byens hovedgade, Tinggade, er der derfor parkeret flere lastbiler fra Beredskabsstyrelsen, opstillet telte og maskiner, der skal benyttes til arbejdet.
Her skal aflivningen af de tusindvis af fugle nemlig foregå ved hjælp af gas i containere, hvor dyrene stilles ned i bure, præcis som ved aflivningen af de mange mink.
Det er dog ikke første gang, at byen oplever problemer med fugleinfluenza.
Alene i år har Løvel haft besøg af myndighederne to gange på grund af fulgeinfluenza, men denne gang håber man på, at aflivningen hurtigt er overstået.
»Vi håber, at vi kan blive færdige i dag, men det er ikke sikkert, så vi har også afsat i morgen til aflivningen. Der var flere dyr sidste gang, og det var også lidt mere kompliceret, så vi forventer, at det går hurtigere denne gang,« sagde veterinærchef Flemming Kure Marker til mediet.
Ifølge Fødevarestyrelsen har der siden den 1. november 2021 har der været fire udbrud med fugleinfluenza H5N1 i fjerkræ i Danmark.



