På trods af massiv kritik og store protester vil Bangladesh de kommende dage sejle op mod 3.000 flygtninge ud på en omstridt ø.
Selve overflytningen af de mange såkaldte rohingya-flygtninge er en del af landets forsøg på fjerne noget af det enorme pres, der i forvejen ligger på fastlandets mange flygtningelejre.
Det skriver NBC News.
Helt konkret vil myndighederne i Bangladesh sejle de mange flygtninge ud på øen Bhasan Char, der ligger et par timers sejlads ud for landets sydlige kyst.

Siden 2017 har over en million rohingyaer levet i landets store flygtningelejre efter at være flygtet fra undertrykkelse i Myanmar.
Ifølge mediet har Bangladesh i forvejen sendt over 3.500 flygtninge til Bhasan Char siden december, og fredag ankom yderligere 1.700 rohingyaer fra Myanmar.
Det forklarede Abdullah Al Mamun Chowdhury, der står i spidsen for overflytningen hos landets myndigheder, til nyhedsbureauet Reuters fredag:
»Lørdag vil de blive overflyttet til Bhasan Char, og vi forventer, at op mod 3.000 personer bliver sejlet derud.«

Iføle myndighederne i Bangladesh sker overflytningen helt frivilligt blandt de mange flygtninge, men en talsperson for rohingyaerne forklarede dog i december til Reuters, at det ikke helt er tilfældet.
»Hvilke muligheder har vi? Hvor længe kan vi blive ved med at leve i de overfyldte lejre på fastlandet?« lød det fra 25-årige Mohammed Ibrahim, der så sin familie blive sejlet ud på øen for lidt over en måned siden.
Ø-projektet har fået massiv kritik fra flere organisationer, men ifølge FN's flygtningekommission har man endnu ikke haft mulighed for at undersøge forholdene og sikkerheden på øen, lyder det.