Nu er det officielt.

Som B.T. kunne fortælle allerede onsdag i sidste uge, er fodboldspilleren Noah Crone, der er søn af den kendte tv-vært Natasja Crone, solgt til italienske Lecce fra Serie B.

Det skriver FC Nordsjælland på sin hjemmeside.

»Jeg kom til som U12-spiller, og min tid i FCN har været helt fantastisk. Klubben er min familie og mit andet hjem. Jeg kender rigtig mange mennesker, som har været i klubben og stadig er det. Fra Abdul, min gamle angrebstræner som U12-spiller, til de trænere, som jeg har haft det sidste års tid. Så jeg ser hele klubben som en stor familie og en familie, som jeg holder meget af,« siger Noah Crone og tilføjer:

»FCN har skabt mig som både fodboldspiller og menneske og gjort mig til den person, som jeg er i dag. Jeg vil tage alle de ting, som jeg har lært i klubben med mig videre – fra character development til alle tingene fra banen. Det er ikke kun det fodboldmæssige, man lærer om, men derimod også alt det menneskelige, så man får hele pakken i FCN,« lyder det videre.

Noah Crone er angriber og gjorde sig på FC Nordsjællands U19-hold.

Han nåede ikke ind på banen på Superliga-holdet, inden turen går til Italien.

»Nu glæder jeg mig til at tage et stort skridt i min karriere. Jeg kommer til at flytte til et nyt land, hvor jeg skal lære ny holdkammerater og en ny kultur at kende, så det bliver spændende. Jeg håber på at komme godt ind på Lecces hold og få en god start i klubben, og så må vi se, hvad der sker efter det,« slutter han.