Den norske trendforsker og socialantropolog Gunn-Helen Øye mener, at krammet er i fare, efter hele verden i mange måneder har været ramt af coronapandemien.

Det er ikke længere den hilsen, man tyer til, forklarer hun til TV 2 Norge.

I Gunn-Helen Øyes øjne vil vi i fremtiden se flere mennesker hilse på hinanden med en hybrid mellem håndtrykket og krammet, som hun ikke kommer nærmere ind på – eller blot et smil, et varmt blik eller en hånd på hjertet.

På den anden side står psykolog Rudi Myrvang. Han er skeptisk og tror ikke på, at krammet er ude.

»Jeg ville ønske, at det var så godt. Jeg er bange for, at man ikke slipper for krammet,« siger han til TV 2 Norge.

Han frygter, at man igen vender tilbage til, at det er de »kedelige mennesker«, der ikke vil give kram, og derfor kan folk, der ikke ønsker at kramme, tvinge sig selv til at gøre det alligevel – præcis som før pandemien.

Dog har han et tip til dem, der helst ikke lægger armene om folk.

Rudi Myrvangs tip lyder på, at man kan give hånd og samtidig lægge sin venstre hånd på den potentielle krammers albue. På den måde holder man dem fra at kramme.