Politiet i Australien er på jagt efter tre mænd, der beskyldes for at torturere og dræbe kænguruer.

Onsdag har politiet i delstaten Western Australia offentliggjort billeder af de mænd, der efterlyses i forbindelse med hændelser i maj og juni i år.

Seniorpolitifolk betegner hændelserne som de værste tilfælde af dyremishandling, de nogensinde har set. Det skriver tv-stationen ABC.

I videooptagelser, som politiet har, ser man en flok mænd, der torturerer kænguruerne ved to forskellige lejligheder.

De bruger en hel række våben, der både inkluderer knojern, en riffel og knive.

Politiet håber, at offentliggørelsen vil hjælpe til med at identificere dem og få dem fanget.

Paul Giuffre fra politiet i Joondalup Police finder videoerne meget foruroligende: »Det er grafisk, det er foruroligende, det er kujonagtigt.«

I det første tilfælde, der blev optaget den 19. maj 2018, bliver en lille kænguru holdt fast, efter den er blevet brændt.

Flere mænd kan ses, mens de gentagne gange slår og stikker til dyret. Der kan høres latter i baggrunden.

På den anden video, der er optaget bare minutter efter den første, vises en mand skyde en kænguru i hovedet med det, der ligner et kaliber .22 gevær.

Bare minutter efter bliver den samme mobiltelefon, som optog de to første videoer, brugt til at fotografere en af mændene, der poserer med knojern.

Endnu et eksempel fra den samme mobiltelefon: En video fra den 16. juni viser em kænguru, der bliver stukket adskillige gange af en mand, mens den forsøger at slippe fri.

Mænd griner, bruger bandeord og opmuntrer angriberen, før dyret til sidst bliver dræbt.

En fjerde mand kan ses pixeleret på det billede, politiet har offentliggjort.

Han er arresteret i forbindelse med en anden forbrydelse, men mobiltelefonen blev opdaget hos ham og de grusomme billeder af kænguru-mishandlingen fundet.