En leopard er fortsat på fri fod, efter tre af de store katte undslap den populære safaripark i Hangzhou i Kina. Nu er en intens jagt sat i gang.

Beboere nær safariparken fik sig noget af en forskrækkelse, da de i sidste uge blev mødt af vilde katte, der strejfede rundt omkring teplantager i området.

Det fik dem til at kontakte myndighederne, hvorefter en større jagt blev sat i gang.

To af leoparderne er blevet indfanget, og nu foregår der som sagt en intens jagt på den sidste leopard. Jagten tæller både myndigheder, lokale borgere samt droner i luften. Det skriver CNN.

Denne delvist bedøvede leopard blev fanget den 8. maj efter at have undsluppet en uge tidligere fra en safaripark i Hangzhou, Kina. Foto: CNN
Denne delvist bedøvede leopard blev fanget den 8. maj efter at have undsluppet en uge tidligere fra en safaripark i Hangzhou, Kina. Foto: CNN
Vis mere

Det var først en uge efter, leoparderne angiveligt blev set for første gang, og eftersøgningen allerede var i fuld gang, at parken officielt underrettede offentligheden.

Ifølge den lokale avis The Paper havde medarbejdere i dyreparken i første omgang nægtet, at leoparderne var undsluppet, men i en senere erklæring sagde safariparken, at de var 'oprigtigt kede af' ikke at have advaret folk hurtigere og tilføjede:

»Vi var bekymrede for, at meddelelsen om hændelsen ville skabe panik.«

Desuden lagde de vægt på, at alle leoparderne var unge og ikke aggressive, og der dermed ikke var stor risiko for fare, men tilføjede, at det var en fejltagelse, og at de accepterer kritikken fra offentligheden.

Men brugere på de sociale medier er ikke begejstret for safariparkens argument. En skriver blandt andet:

»Safariparken skjulte faktum og satte offentligheden i reel fare.«

Det er fortsat uklart, hvordan leoparderne er sluppet fri fra dyreparken i Hangzhou.

Men bekymringer over dårlige forhold og sikkerhedsstandarder i kinesiske zoologiske haver er blevet rejst tidligere. Eksempelvis sidste år, da en medarbejder i Shanghai Wildlife Park blev dræbt af en bjørn foran gæster, der passerede gennem et safariområde.