I et udfordrende coronaår er det alligevel lykkedes stifterne af tøjmærket Luksusbaby at hive et klækkeligt overskud i hus.

Og for første gang nogensinde er det et overskud i størrelsen af et tocifret millionbeløb.

Således viser regnskabet hos Luksusbaby, der er stiftet af Ann-Louise Christine Aasted og Morten Grabowski Kjær, et overskud på 10,1 millioner kroner, mens omsætningen lander et stykke over 100 millioner kroner.

Over for B.T. siger Morten Grabowski Kjær, at det også er lykkedes at skabe 160 nye arbejdspladser i Nordjylland.

»Det betyder da helt sikkert noget. Særligt i forlængelse af corona, hvor nogle mistede deres arbejde. Men heldigvis var vi godt i gang på onlinesalg og havde dermed en god forretning.«

Luksusbaby har eksisteret siden 2014 og har butikker i Aalborg og Aarhus.

Under corona har butikkerne dog været lukket ned, hvorfor Morten Grabowski ikke lægger skjul på, at overskuddet er »mere end forventet«. Særligt med det in mente, at virksomheden ikke har modtaget kompensation i form af statens hjælpepakker.

Parret har dog valgt at trække nul kroner i udbytte, da man vil investere i fremtidsplanerne.

Det tæller blandt andet flere butikker i Danmark, herunder Odense og København.

Og på sigt er udlandet også en del af planerne:

»Vi har planer om at åbne butikker i Norge og Sverige. Drømmen er at ende i Kina. Det er et vildt land, og kineserne er glade for dansk design og danske produkter,« siger Morten Grabowski Kjær og tilføjer en stor cadeau til personalet, der har haft en stor betydning for den voksende periode.