Den er helt gal i Polen. Ganske enkelt.
Sådan lyder dommen fra en dansk ekspert i det østeuropæiske land, efter en sag om tre gymnasieelever har trukket overskrifter i Polen.
De tre gymnasieelever står anklaget for at have fornærmet den polske republiks præsident, Andrej Duda.
Det skete ved en gymnasiefest, hvor de tre elever blandt andet skal have råbt 'Fuck Duda'. En medstuderende fortalte om historien til en person fra det ledende parti, Lov og Retfærdighed.
Nu er de tre unge anklaget efter en paragraf, der kan give tre års fængsel.
»Det er helt vanvittigt,« siger Polen-ekspert og lektor emeritus ved SDU Svend Gottschalk til B.T.
»Det er et led i regeringspartiets strategi, hvor man retsforfølger alle kritikerne, mens vennerne går fri. Det ledende parti, som sjovt nok hedder Lov og Retfærdighed, er i fuld gang med at afmontere det uafhængige polske retssystem. Regeringen ansætter selv dommere, og tilbage i 2015 blev den polske justitsminister også den øverste anklager i systemet. Det giver mindelser om kommunisttiden,« siger Svend Gottschalk.
»Det politisk styrede retssystem er nådesløst og går efter alle. Selv gymnasieelever,« fortsætter han.

Den nye sag med de tre gymnasieelever står langtfra alene.
Tidligere på året blev den kendte polske forfatter Jakub Zulczyk anklaget for blandt andet at have kaldt præsident Duda for 'debil' i et opslag på Facebook om amerikansk politik.
Også han kan potentielt se frem til tre år i fængsel, hvis han bliver dømt.
Den sag har nået internationale medier som BBC, der blandt andet fokuserer på, at det i Polen eksempelvis er forbudt ved lov at fornærme landets præsident og flag.
Men problemerne i Polen stikker dybere, hvis man spørger Svend Gottschalk.
Meget dybere.
»Regeringen bruger retssystemet mod deres politiske modstandere. Samtidig har lederen af Lov og Retfærdighed, Jaroslaw Kaczynski, mange af medierne i sin hule hånd. Polen har meget store demokratiske problemer. Og på nogle områder ligner det nærmest et diktatur,« siger han.
Gennem flere år har der lydt kritik fra EUs side af det, der foregår i Polen. Men det har ikke hjulpet meget.
Og det skyldes blandt andet, at EU ikke har store muligheder for sanktioner mod et land, der går i en udemokratisk retning.
»Det har været afgørende, at EU har været så vag. Og når der har været kritik fra EU, har det været for nemt for den polske regering at blæse på det,« siger Polen-eksperten.
Kritikken af Polen er intensiveret de seneste måneder. Regeringens hårde angreb på systemkritikere og helt almindelige personer som de tre gymnasieelever deler befolkningen. Det samme gør et forbud mod abort, som blev vedtaget i efteråret.
Og så har den polske regering håndteret coronavirus ringe.
»Lige nu er Kaczynski og Lov og Retfærdigheds popularitet faldende. I den sidste måling, jeg har set, lå de på 26 procent. De har været helt oppe på 40 procent,« siger Svend Gottschalk.
Først i 2023 skal polakkerne til parlamentsvalg.
Og det er her, Svend Gottschalk ser den bedste mulighed for et skifte til en mere demokratisk retning.
»Der er store splittelser i Polen lige nu. De store byer mod landområderne. Det er en utrolig farlig situation,« siger han.