Andrew Cuomos politiske liv har fået endnu et voldsomt stød.
Sent søndag har den skandaleombruste New York-guvernørs toprådgiver Melissa DeRosa besluttet sig for at trække sig fra posten.
»Det har været den største ære i mit liv at arbejde for befolkningen i New York de seneste ti år,« udtaler hun i en erklæring.
Melissa DeRosa har været en af Andrew Cuomos mest trofaste støtter i de seneste år, mens mange andre har forladt hans administration.

Hendes afsked kommer samme dag, hvor den tidligere assistent Brittany Commisso for første gang er stået frem og fortalt om upassende opførsel fra guvernørens side.
Det sker i kølvandet på en rapport, hvor i alt 11 kvinder anklager toppolitikeren for at have udsat dem for seksuelle krænkelser og sexchikane. Den blev offentliggjort i sidste uge, efter at sager igennem længere tid er piblet frem.
Toprådgiver Melissa DeRosa nævner ikke noget om sagerne i sin korte afskedsudmelding. Det lyder dog også:
»Personligt har de seneste to år været følelsesmæssigt og mentalt krævende.«
63-årige Andrew Cuomo har løbende afvist alle beskyldninger, men han er dog gået totalt i skjul siden rapporten fra New Yorks justitsminister, Letitia James, kom frem.
Samtidig har guvernøren afvist at forlade sin post, selvom topdemokrater som både præsident Joe Biden og formanden for Repræsentanternes Hus, Nancy Pelosi, har opfordret ham til – men det kan han ende med at blive tvunget til.
Således har et retsudvalg under delstaten New York planlagt et møde mandag klokken 9.30 lokal tid. Her skal lovgivere tage stilling til muligheden for at indlede en rigsretssag mod Andrew Cuomo. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
Omkring to tretredjedele af delstatens senatsmedlemmer har ifølge Fox News givet udtryk for, at de støtter en rigsretssag, hvis ikke han træder tilbage. Næsten samtlige senatsmedlemmer har allerede opfordret ham til at træde tilbage.




