»Et folk vil altid forvente at en statsminister varetager deres interesser først. Jeg synes det er fuldt forståeligt, at Mette Frederiksen tog til Israel«.

Det siger Tony Blair i et eksklusivt interview med B.T, som bringes i sin helhed søndag.

»Vi taler om en situation, hvor en epidemi har lukket landet ned. Hvor sundheden i samfundet er truet, og hvor de økonomiske konsekvenser er de alvorligste i mands minde. Folket vil rettelig kræve at regeringen gør alt menneskeligt muligt for at løse deres problemer. Det ansvar hviler ikke på andres skuldre, det er statsministerens ansvar«.

Tony Blair siger at det er problematisk, at de europæiske lande har overladt for meget ansvar til EU alt for længe i krisen.

»Jeg havde gjort det samme som Mette Frederiksen. Jeg var også taget til Israel, hvis det var den mulighed der var. Hvis jeg var premierminister, og en epidemi ramte, så ville jeg have samlet de dygtigste folk, vi havde og givet dem opgaven at skaffe vacciner nok til alle i mit land i en fart, koste hvad det vil,« siger Tony Blair til B.T.

Han mener at det er en dyrekøbt lektie, at det europæiske samarbejde ikke egner sig til at løse alle opgaver.

EU er glimrende til mange ting. Europæisk solidaritet giver mening, når vi taler økonomiske hjælpepakker. Jeg tror også at EU bliver en meget vigtig faktor, når vi, efter pandemien skal øge beredskabet, så noget lignende ikke kan ske igen. Men jeg tror ikke på EU midt i pandemien. Ethvert land er sig selv nærmest,« siger Tony Blair, der var premierminister i Storbritannien fra 1997–2007.

Han understreger at vaccinekrisen i EU bare er en forsmag på de problemer, som EU-landene vil få efter Brexit:

»Jeg har altid sagt, at Brexit var en alvorlig fejltagelse for Storbritannien, men næsten lige så alvorlig for resten af Europa. Jeg tror ikke at vaccinekrisen var opstået, hvis briterne havde siddet med ved bordet«.

»Briterne er altid gode til det vi kalder common sense (sund fornuft). Vi ville have krævet hurtigere og mere effektiv handling. Se på hvor godt Storbritannien håndterede vaccineudfordringen. Jeg tror desværre, at et land som Danmark kommer til at savne Storbritannien i det Europæiske samarbejde«.

Læs hele Jakob Illeborgs interview med Tony Blair på søndag i B.T.