Mindst 32 personer har mistet livet og 66 personer er kommet til skade under en togulykke i Egypten fredag ved middagstid dansk tid.

Ulykken er sket i Tahta-området i Sohag-provinsen cirka 440 kilometer syd for hovedstaden, Kairo.

Det skriver det franske nyhedsbureau AFP.

En kilde siger til nyhedsbureauet Reuters, at to tog kørte ind i hinanden. To vogne blev ødelagt, og en tredje væltede.

Fra billeder og video på stedet kan man se, at det er flere vogne, der er væltet. En video viser, at en af vognene ligger sidelæns på togsporet, mens en er væltet af sporet.

Videoen viser også en stor mængde af mennesker står langs togsporene, og nogle forældre står med deres børn i armene. Man kan se egyptere, der løber rundt og leder efter mennesker i togets vragdele.

Ifølge det egyptiske sundhedsministerium er der blevet tilkaldt 36 ambulancer, som løbende har fragtet tilskadekomne til lokale hospitaler i området.

Ifølge Reuters står det ikke umiddelbart klart, hvad der har forårsaget togulykken.

Egyptens anklagemyndighed har sagt, at det vil indlede en efterforskning af hændelsen.

Egypten har en grel historie med togulykker.

For bare et år siden kom 13 mennesker til skade, da to passagertog kørte ind i hinanden nær Kairo.

I februar i 2019 kørte et tog af skinnerne ved hovedbanegården i Kairo, hvor flere end 20 mennesker mistede livet, og landets transportminister, Hisham Arafat, gik efterfølgende af.

Landets dødeligste togulykke skete i 2002.

I 13 vogne langt passagertog på vej fra Kairo til byen Luxor gik der ild i en gasflaske på toget. En stor brand udbrød inde i toget, og mindst 373 mennesker mistede livet.