6. april går det løs igen. Så kan vi alle sammen få en tiltrængt tur hos frisøren, såfremt vi fremviser vores ‘coronapas’.

Coronapasset skal vise, om den enkelte borger er færdigvaccineret, har overstået infektion eller er testet negativ inden for de sidste 72 timer.

Det skal du blandt andet kunne vise, hvis du skal til frisøren.

Men ikke hos Natalie Kofoed, som har Salon Auralilja, der ligger på Amager Strandvej i København.

I stedet for coronapas kan kunderne i stedet forvente kys, kram og kærlighed.

Det skriver hun i et Facebook-opslag, som lige nu har 3.000 reaktioner og tæt på 2.000 kommentarer.

»Jeg synes, kommentarerne er skønne og dejlige. Alle de negative kommentarer er fra folk, der lader sig styre af frygt,« siger Natalie Kofoed.

En af de mere populære kommentarer er fra en mand, der skriver: 'Jeg har lyst til at komme forbi, selvom jeg er skaldet.'

Da B.T. spørger, hvorfor det er, at Natalie Kofoed ikke vil se coronapasset fra sine kunder, svarer hun:

»Hvorfor skulle jeg? Hvorfor skal man vise et pas, fordi man skal til frisøren? Jeg synes, det er diskriminerende og udelukkende over for de folk, der ikke ønsker at blive testet eller vaccineret – for hvorfor skulle de? De er jo raske,« siger hun.

Natalie Kofoed er ligeledes ikke bange for, at politiet skulle komme forbi med eventuelle bøder.

»Hvad skulle politiet kunne gøre? Jeg frygter ikke bøder eller andet, og så håber jeg så sandelig, at politiet bruger deres tid på de borgere, som har brug for deres hjælp i stedet for at chikanere mig og andre,« slutter hun.