20-årige Emilia Lundberg blev fundet tirsdag eftermiddag.

Liget af den unge svenske kvinde blev fundet i en lille elv, som løber gennem byen Tollarp i Skåne, hvor hun boede.

Dødsårsagen er endnu uvist, men politiet arbejder ud fra den teori, at hun er blevet myrdet, skriver Aftonbladet.

Der er gået lidt over en uge, siden hun forsvandt fra sit hjem.

Fredag 22. november bemærkede en nabo, at den unge kvinde forlod deres fælles boligblok med en person, hun ikke kunne genkende.

Da hun ikke vendte tilbage, begyndte familien at blive urolig.

I løbet af eftersøgningen blev hendes mobil sporet til elven Vramsån.

Politiet afspærrede et større område omkring vandløbet, og tirsdag gjorde dykkere så det uhyggelig fund.

De seneste uger har Sverige været ramt af to sager om forsvundne unge kvinder, som begge har haft ulykkelig udgang.

Kort før Emilia blev væk, forsvandt den blot 17-årige Wilma Andersson i Uddevalla nord for Gøteborg.

I weekenden fandt politiet en kropsdel, som man mener stammer fra hende, og dermed opgav man alt håb om at finde hende i live.

Hendes 22-årige kæreste sidder lige nu fængslet – mistænkt for at have dræbt hende. En anklage, som han kategorisk afviser.

Wilma Andersson på 17 år forsvandt sidste efterår i Sverige. Hun blev senere fundet dræbt.
Wilma Andersson på 17 år forsvandt sidste efterår i Sverige. Hun blev senere fundet dræbt. Foto: Privatfoto
Vis mere