To dage efter fragtskibet 'Gulf Livestock 1' forliste i farvandet sydvest for Japan, er et besætningsmedlem blevet fundet i live.
Dermed er det - i skrivende stund - blot to ud af de 43 besætningsmedlemmer, der var ombord på skibet, der har overlevet forliset.
De japanske myndigheder oplyser ifølge BBC, at der er tale om en 30-årig filippiner, som fredag blev fundet i Det Østkinesiske Hav.
Manden, som angiveligt arbejdede som dæksmatros om bord på fragtskibet, var iført en redningsjakke og flød rundt i en redningsbåd, da redningsmandskabet opdagede ham.

Ifølge myndighederne var den 30-årige filippiner ved bevidsthed, da han blev fundet, ligesom han kunne gå uden hjælp fra redderne.
Få timer før dæksmatrosen blev fundet i redningsbåden, blev et andet medlem af besætning opdaget i vandet. Han blev dog erklæret død kort efter.
Blot ét andet besætningsmedlem er man i skrivende stund sikker på, har overlevet ulykken. Nemlig 45-årige Eduardo Sareno, som var overstyrmand på skibet.
Han blev fundet sent onsdag - samme dag som skibet forliste.
Er jeg den eneste?Eduardo Sareno, første besætningsmedlem, der blev fundet i live
»Er jeg den eneste? (der har overlevet, red.),« sagde han, da redningsmandskabet hev ham ud af vandet.
Gulf Livestock 1, som havde 43 besætningsmedlemmer og 6.000 køer ombord, forlod den 14. august New Zealand med kurs mod Kina og skulle fredag anløbe en havn i Kina.
Så langt nåede skibet dog aldrig. Onsdag, efter at være blevet fanget i tyfonen Maysak, udsendte besætning ombord et nødsignal, mens de befandt sig i farvandet sydvest for Japan.
Ifølge den overlevende overstyrmand satte en af motorerne ud, hvorefter det 139 meter lange skib blev ramt af en bølge og forliste.

Da skibet begyndte at hælde, blev besætningen beordret til at tage redningsveste på. Eduardo Sareno, har fortalt kystvagten, at han sprang i vandet og ikke så andre besætningsmedlemmer, før han blev reddet op.
Redningsmandskabet har fundet rester af brændstof flydende på havoverfladen, hvilket er et tegn på, at skibet er sunket til bunds. Der er desuden blevet fundet adskillige ko-kadavere i området, hvor skibet sank.
Både, luftfartøjer og dykkere leder fortsat efter overlevende.
Besætningen ombord på skibet bestod af 39 personer fra Filippinerne, to fra New Zealand og to fra Australien.


