Ja, man kan godt blive irriteret, når man skal vente længe på sin mad på en café, restaurant eller sandwichbar. Også meget irriteret.

Men fredag gik det helt galt i en forstad til Paris, da en kunde trak et skydevåben og skød en tjener på klos hold i vrede over, at det tog for lang tid at tilberede hans sandwich.

Politiet efterforsker sagen som en mordsag, men står lige nu uden gerningsmand, da det lykkedes ham at flygte fra stedet. Det skriver bbc.com

Det brutale drab fandt sted i Noisy-le-Grand, en østlig forstad til Paris.

Ambulancereddere forsøgte at redde den 28-årige tjener, som var blevet ramt i skulderen, men hans liv stod ikke til at redde, og han døde på gerningsstedet.

Den unge tjeners kolleger har oplyst til politiet, at gerningsmanden gik amok, fordi det tog for lang tid at tilberede hans mad.

Drabet har rystet de lokale indbyggere og butiksindehavere.

»Det er trist. Det er en stille og rolig restaurant uden nogen problemer. Den åbnede for nogle få måneder siden,« siger en 29-årig kvinde til franske medier ifølge BBC.

Andre lokale beretter imidlertid om stigende kriminalitet i lokalområdet, blandt andet med salg af stoffer, ligesom området har oplevet stigende problemer med fulde folk på gaderne.