Jeg kan rigtig godt lide tennis, både at spille det og at se det på tv. Fredag satte jeg mig for at se Australian Open. Kampen, de viste, var episk og stod mellem bulderbassen Nick Kyrgios og Dominic Thiem. Sidstnævnte vandt til slut, men det er ikke det vigtige.
Under kampen gik det nemlig for alvor op for mig, hvor meget jeg har savnet sport – vel at mærke sport med tilskuere. Australien har indtil i dag tilladt tilskuere til turneringen, og bruset fra tilskuerpladserne, klapsalverne og tilråbene gav det hele en helt anden dimension. Det var fantastisk.
Jeg kan også godt lide at se fodbold, og når jeg er i London, går jeg tit ud og ser en kamp på stadion eller på en pub – eller rettere, det gjorde jeg. Covid-19 har som bekendt også sat en stopper for den slags samvær.
Jeg har prøvet at følge med i tv-transmissionerne fra Premier League – både med og uden kunstig tilskuerstøj – men det virker bare ikke rigtigt på mig. Selv vigtige kampe med klubber, jeg holder med, og fantastiske fodboldspillere bliver underligt ligegyldige. Det føles nærmest som spild af tid.
Jeg tror ikke, at vi helt havde forstået, hvor stor en del af sportsoplevelsen de øvrige tilskuere i virkeligheden er. For mig fylder de så meget, at jeg tvivler på, at jeg vil blive ved med at se sport i fjernsynet, hvis ikke tilskuerne snart kommer tilbage.
Australian Open var et lille smugkig ind i den tabte verden, som vi forhåbentligt snart får tilbage – men også kun et lille et, skulle det vise sig. Der er nemlig udbrudt covid-19 på et hotel i Melbourne. Og nu lukker hele delstaten Victoria ned i fem dage. Australian Open fortsætter, men uden tilskuere.
Sådan bliver det nok i en forudsigelig fremtid. To skridt frem og et tilbage. En forsigtig dans omkring den frihed til samvær, vi alle sammen tog for givet for bare et år siden.
For det er jo ikke bare sporten, der føles lidt meningsløs. Mit elskede London har det sidste år virket som en by fra en katastrofefilm, hvor alle er sporløst forsvundet fra byens gader. Områder, hvor der ellers dagligt færdes hundredtusinder, er mennesketomme. Det forekommer helt uvirkeligt.
Da jeg for nogle uger siden var i Washington, havde jeg samme mærkelige fornemmelse. Vi er kun noget i kraft af hinanden, og når menneskerne forsvinder fra storbyen, så ligner den kulisser og staffage.
Der var dog også i Washington små lyspunkter. Derovre er det tilladt at spise på restaurant udendørs. Og selvom det var koldt, så havde mange restauranter gjort spisningen mulig ved at opstille telte med gennemtræk og varmelamper.
Og selvom jeg var alene i Washington, så var fornemmelsen af at sidde ved et bord og drikke et glas vin, mens det summede af konversationer ved nabobordene, nærmest saliggørende.
Det kan godt virke trist og håbløst lige nu. Men noget, der minder om normalitet, venter rundt om hjørnet. I hvert fald for en tid, tror jeg, at verden da vil føles næsten som nyfødt. Alle de hverdagsting, vi altid har taget for givet, og som pludselig og dramatisk blev taget fra os, vil virke nærmest magiske.
Der kommer en dag, hvor vi igen kan nyde den verden, vi kender. Hvor vi kan rejse og opleve, og hvor folk ikke længere skuler ængsteligt til hinanden i supermarkedet.
Det må være drømmen om dette, der får os gennem de forhåbentlig sidste, seje måneder af denne vederstyggelige pandemi. Thomas Vinterberg sagde, da han forleden modtog en Robert for filmen 'Druk', at han havde ondt af alle de unge, der er forhindret i at mærke suset fra at drikke en kold øl sammen.
Det tilslutter jeg mig fuldstændig. Men jeg har egentlig ondt af os alle sammen på det område. Jeg kan slet ikke vente på at sidde i et tætpakket værtshus og nyde en kold fadøl. Jeg læste i dag, at Carlsberg forudser en meget stor vækst i det globale salg, når epidemien endelig er ovre. Det tror pokker, om man så må sige, at der noget at fejre.
Hurra for tætpakkede barer, mennesker på gågaden og tilskuere til tenniskampe – når vi altså når så langt.
