Onsdag aften holdt værtshuset Børsen i Viborg åbent. Det resulterede i bøder til ejeren og seks gæster.

Ejeren lægger sig fladt ned.

Det skriver TV Midtvest.

Gæsterne sad eller midt i en øl og en kop kaffe, da politiet trillede forbi værtshuset og fik sat en stopper for den gode stemning.

Da det var et klart brud på coronarestriktionerne fik ejeren en bøde på 10.000 kroner, mens de seks gæster hver især modtog en bøde på 2500 kroner.

»Det var dumt, men mit gode hjerte løb af med mig. Det er bare ikke nogen undskyldning,« siger Kurt Mulbjerg, der ejer Café Børsen, til TV Midtvest.

Kurt Mulbjerg siger derudover, at politiet var søde og rare, samt at de bare passede deres arbejde.

Politiet fortæller til mediet, at overtrædelsen er en enlig svale, og at de på ingen måde har travlt med at lukke værtshuse.