Mandag gik det helt galt.

En turist styrtede flere hundrede meter ned fra Preikestolen i Norge og døde.

Det satte nogle tanker i gang hos det tidligere folketingsmedlem, Nadeem Farooq, der sidste år bevægede sig helt ud til kanten det selvsamme sted.

Til B.T. fortæller Farooq, at han blev ramt, da han læste nyheden.

Mange vovede sig helt ud til kanten, selvom der var mange advarende skilte på vej op, fortæller Nadeem Farooq.
Mange vovede sig helt ud til kanten, selvom der var mange advarende skilte på vej op, fortæller Nadeem Farooq. Privat.

»Jeg blev faktisk dybt berørt. Jeg tænkte, at det kunne have været mig,« siger han.

For Farooq, der tidligere har siddet i Folketinget for Radikale Venstre, var selv ved at falde ud over kanten i Norge.

Det vender vi tilbage til.

Mandag formiddag kom meldingen om, at en mand var gledet udover kanten på plateauet på Preikestolen.

Nadeem Farooq var iført glat regntøj på Trolltunga, hvilket ikke gjorde det nemmere at holde fast, da han faldt.
Nadeem Farooq var iført glat regntøj på Trolltunga, hvilket ikke gjorde det nemmere at holde fast, da han faldt. Privat.

Han blev fundet 200 meter længere nede. Død.

Der var tale om en nordmand i 40erne, som var alene på tur, da ulykken skete. Det bekræftede politiet tirsdag eftermidag ifølge VG. 

To vidner har fortalt til politiet, at manden gled og faldt på en smal sti.

Nadeem Farooq understreger, at han ikke kender detaljerne i den aktuelle tragedie, men udelukkende taler ud fra sine egne erfaringer fra den norske turistattraktion.

»Jeg har højdeskræk, så jeg havde ingen planer om at vove mig ud til kanten. Men mine yngre fætre, som var med på turen, er større vovehalse. Og de vidste, at jeg er glad for at lægge ting op på sociale medier, så jeg endte med at få taget billeder med mit Real Madrid-flag på Preikestolen,« fortæller han, og fortsætter:

»Man går tættere og tættere på kanten. Tre meter, to meter, en meter. Det havde jeg aldrig troet, at jeg turde gøre, men man blev helt opslugt af at stå der. Det gav et kick. Man så folk gå tættere og tættere på kanten. En enkelt sad endda med benene ud over kanten.«

Først bagefter kom han til at tænke over, hvor farligt det havde været.

»Jeg tænkte, at det da måtte gå galt en dag. Selvom der var advarende skilte om, at man skulle holde en afstand på 10 meter til kanten, var der ikke mange, som respekterede det. Og nu er det så gået frygteligt galt,« siger han.

Og helt galt var det også ved at gå for Farooq selv, da han sammen med fætrene drog videre til klippefremspringet Trolltunga.

På Trolltunga – før det næsten gik galt. 
På Trolltunga – før det næsten gik galt.  Privat.

»Vi var blevet advaret om at gå derop, for der var en snestorm på vej, men vi mente, at det kunne vi godt klare. Det var sidst i maj måned og vejret virkede jo fint nede ved havoverfladen,« fortæller han.

Op kom gruppen, og så kom sneen.

»Der ligger en smal sti 500 meter fra toppen, og den var sneet til. Men vi skulle jo den vej. Der var vel 100 meter ned til jorden fra det sted. Og pludselig satte jeg min fod i noget usynlig is, og så gled jeg. 'Nu er jeg færdig som gårdsanger' tænkte jeg. Men jeg fik hamret min snestav ned i jorden og fik fat i et stykke af klippen.«

Hans underben hang ud over kanten.

Nadeem Farooq har med den røde pil markeret, hvor det var ved at gå helt galt for ham på Trolltunga i Norge. 
Nadeem Farooq har med den røde pil markeret, hvor det var ved at gå helt galt for ham på Trolltunga i Norge. 

»Havde det været mere af kroppen, var jeg røget ned. Min fætter gik helt i chok, og kunne ikke reagere i et minut, men så begyndte han at sige, hvor jeg kunne holde fast, og jeg fik mig kæmpet op igen. Det tog vel to-tre minutter, før jeg var i sikkerhed,« fortæller Farooq.

Reaktionen kom først senere.

»Der gik to til tre uger, før jeg virkelig begyndte at blive bange. De første uger efter tror jeg, at jeg stadig var i choktilstand. Jeg lærte på den hårde måde, at man ikke skal trodse advarsler. Det var virkelig dumt af os.«

Dødsfaldet i Norge bragte tanker om ansvar frem hos Farooq.

»Jeg kom til at tænke over, hvor meget, der er personligt ansvar, og om hvor meget ansvar folkene på stedet har. Og igen taler jeg uden at vide, hvad der konkret er sket i tragedien mandag. Man kan ikke sætte hegn op alle steder, når man nu også vil opleve den rå natur. Men vi må lære at respektere naturen,« siger han.

Erfaringerne fra sine egne oplevelser med naturen, tager han med på næste tur.

»Mine fætre og jeg skal faktisk til Østrig og Norditalien og hike i bjergene. Men denne gang i overensstemmelse med alle regler og formaninger,« siger han.