Mandag fandt en tragisk ulykke sted ved Preikestolen i Norge, da en turist faldt ned fra plateauet og døde.

Nu er der nye detaljer om offeret.

Politiadvokat hos Sør-Vest politidistrikt, Nina Thommesen, har oplyst, at offeret havde både id og telefon på sig.

Til VG uddyber hun, at der er tale om en nordmand i 40erne, som var alene på tur, da ulykken skete.

De pårørende er underrettet.

To vidner har forklaret, at de så manden falde fra den lille sti, der er ved plateauet.

Der er intet, der indikerer et kriminelt forhold.

»På baggrund af vidnernes oplysninger er hovedhypotesen, at det var en faldulykke,« siger Thommesen.

Preikestolen, som på dansk kan oversættes til Prædikestolen, er et fjeldplateau med omkring 600 meter ned til Lysefjorden, og det er en af Norges meget kendte turistattraktioner.

Personen blev fundet omtrent 200 meter nede fra Preikestolen, og liget er senere blevet bjærget ved hjælp af en redningshelikopter.

På trods af den direkte adgang til kanten, så er dødsulykker forholdsvis sjældne. Tidligere dødsfald har oftest været selvmord, men i 2020 mistede en person livet i en ulykke i samme område.