Klokken 15.25 den 22. juli 2011 gik en bilbombe foran Høyblokken, hvor Norges statsminister har kontor.
Otte mennesker blev dræbt.
Knap to timer senere begyndt Anders Behring Breivik at skyde på øen Utøya, hvor 600 medlemmer af Arbeiderpartiets ungdomsorganisation, AUF, var på sommerlejer.
69 mennesker blev dræbt under sommerlejren, og yderligere 60 blev såret.
Otte år senere ramte terror Norge igen.
Da Philip Manshaus fra den norske by Bærum downloadede og læste den højreekstreme terrorist Brenton Tarrants manifestet 2. august 2019, tog han beslutningen.
Ti dage senere skød og dræbte han sin lillesøster, Johanne Zhangjia Ihle-Hansen, og satte kursen mod Al-Noor-moskeen i sin hjemby med det formål at dræbe så mange muslimer som muligt.
For Manshaus nærmeste kom angrebet ud af ingenting. For dem, der ikke stod ham nær, var chokket mindre. PST, Politiets Sikkerhetstjeneste, havde dengang fået en række henvendelser om Bærum-drengen.
I Manshaus tilfælde var han begyndt at tale mere nedladende om mennesker med en mørkere hudfarve og om muslimer og kvinder. Han havde også meldt sig ind i en skydeklub.
Der er et blodigt spor fra Philip Manshaus til Anders Behring Breivik, men det er ingen lige linje.
Manshaus blev inspireret af Brenton Tarrant, den højreekstreme australske terrorist, der i 2019 angreb to moskeer i Christchurch i New Zealand og dræbte 51 mennesker.
Tarrant selv blev inspireret af Breivik. Han mener, at manifestet, Breivik skrev, »satte en standard«, som han selv fortsatte og gjorde bedre.
Siv Sørensen, strategisk analytiker hos PST, mener, at terrorangrebene 22. juli 2011 har ændret det højreekstreme miljø.
»Både Breivik og Tarrant har skabt præcedens – i form af ideer, men også i form af, hvordan angreb skal udføres. Fokus er på masseskader,« siger hun til den norske avis Dagbladet.
Også ideen om, at man som enkeltperson kan udføre et terrorangreb, har Breivik bragt tilbage i højreekstremes bevidsthed. Den dag i dag spredes propaganda med Breivik som motiv fortsat på internettet.
Jacob Ravndal, der forsker i ekstremisme ved Oslo Universitet, fortæller om hans støtter på internettet, at det ikke nødvendigvis er hele Breiviks ideologi, de følger.
»Der er en rød tråd fra Breivik til Tarrant og videre til Manshaus. Man kan se på det som et terroristdomino. Du behøver ikke nødvendigvis at følge Breiviks opmuntring og stole på hans tankegang punkt for punkt,« siger han.
For ideologien, som Breivik forsvarede, da han angreb Høyblokken og Utøya i 2011, var forskellig fra ideologien bag Manshaus' angreb på Al-Noor-moskeen i 2019. Mens Manshaus svor troskab til den norske nazist Vidkun Quisling, gjorde Breivik det klart i sit manifest, at han var pro-Israel.
»Den nationalkonservative ideologi vil ikke være kraftig nok til at vende den skade, som marxister og liberale har påført vores nationer og vores folk,« skrev Breivik i et brev til Dagbladet og andre norske medier i 2014.
Det var først i 2016, da Breivik sagsøgte staten, at han begyndte at gøre nazistiske hilsner i retten.
En anden markant forskel på Breivik og Manshaus er deres planlægningstid.
I en PST-rapport om soloterrorister fra 2017 står der, at højreekstreme terrorister i gennemsnit bruger 117 dage på planlægning. Hvis målet er spontant, tager det i gennemsnit 37 dage.
Breivik havde en langt længere planlægningsfase end de fleste lignende soloterrorister. Manshaus havde en meget kortere planlægningsfase. For Breivik tog det flere år. For Manshaus tog det kun et par dage.
Jacob Ravndal peger på, at det er blevet lettere og lettere for særligt unge at begå sig på internettet og blive radikaliseret derved.
»Radikaliseringshastigheden er blevet helt vild,« siger han og uddyber, at der selvfølgelig også er et aspekt af psykologisk sårbarhed, der gør den type mennesker modtagelige for propaganda og ekstremisme-tanken.
Op til terrorangrebet 22. juli 2011 tilbragte Breivik meget tid alene. Han brød med en internetflirt fra Hviderusland, flyttede hjem til sin mor og lukkede sig inde.
Forsker Jacob Ravndal peger på, at Breiviks såkaldte selvisolering i årene før terrorangrebet havde meget at sige for Breiviks radikalisering. Som man har set under pandemien, betyder de lange perioder alene, at flere og flere dykker ned i mørke huller af internettet.
Eksperter er enige om, at enkeltpersoner udgør den største trussel. De radikaliseres ofte online. Her finder de et fællesskab, men handler alene.
I en forskningsartikel har ekstremismeforsker Jacob Ravndal kigget nærmere på udviklingen i det norske højreorienterede trusselbillede fra 1945 til 2019.
Konklusionen er klar:
»Alt i alt udgør højreekstreme i dag muligvis ikke en større risiko målt i antallet af voldelige hændelser, men når en hændelse opstår, kan den blive ekstremt alvorlig, fordi målet er at dræbe så mange som muligt.«
